Gæsterne på Kulturnatten 2018, fredag den 12. oktober, får en sjælden mulighed for at opleve de danske virksomheders spændende produkter med alle sanser.
Dansk Industri, i Industriens Hus på Rådhuspladsen, deltager i Kulturnatten for femte år i træk, og i år er 12 virksomheder fra vidt forskellige brancher rykket inden for med deres produkter og nyeste teknologi.
Gæsterne kan eksempelvis komme med på en vild rejse med astronaut Andreas Mogensen fra den internationale rumstation. Det kan lade sig gøre med magisk Virtual Reality fra virksomheden Virsabi.
I lærlingezonen kan gæsterne møde nogle unge, dygtige lærlinge, der står klar til at demonstrere, hvad man rent faktisk laver som blandt andet industrioperatør, finmekaniker, bådebygger og datatekniker.
Mød også Ørsted på Kulturnatten i Industriens Hus, og hør hvordan vi sammen kan være med til at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi.
Experimentarium laver science-show om H.C. Ørsteds store opdagelse, der blev grundlaget for vores moderne samfund. Og Naviair fortæller indlevende historier om, hvordan man som flyveleder håndterer de mere end 750.000 årlige flyvninger, der skal igennem dansk luftrum årligt. Gæsterne kan også komme med op i toppen af en havvindmølle i Virtual Reality, prøve kræfter med energicyklen eller tage en astronaut-selfie med vores jordklode, der viser vejret i verden, live.
Et særligt markant indslag på Kulturnatten bliver, når den 4000 kvadratmeter store glasfacade af Industriens Hus omdannes til et kæmpe lærred, og alle inviteres med til at sætte deres præg på det lysende kunstværk – med en smartphone som pensel.
Inden for i Industriens Hus kan man få en rundvisning i den spændende arkitektur i DI’s domicil.
Med deltagelsen i Kulturnatten vil Dansk Industri gerne vise gæsterne, at virksomhederne er en del af danskernes hverdag, og at de bidrager til at udvikle vores samfund på alle mulige måder. DI’s medlemmer er arbejdsplads for 420.000 medarbejdere over hele landet.
Se hele programmet for Kulturnatten 2018 i Industriens Hus her.