Et tidligere udviklerhold fra Universal Robots. Et internationalt droneteam. Og ingeniører, der vil revolutionære kokkeverdenen. Tre nye virksomheder indtager nu plads i Odense Robotics StartUp Hub – og meldingen fra Universal Robots CTO Esben Østergård er klar: Man finder ikke et bedre sted at gøre robot- og dronedrømme til virkelighed.
-Odense Robotics StartUp Hub er ikke mindre end et af de bedste steder i Europa til at kickstarte sin robotvirksomhed. Og meget mere end det: Hub’en er en vigtig fødekæde for fremtidens robotvirksomheder lige her i Odense. Klyngen vokser sig hele tiden større og stærkere, hvilket også gør det nemmere for os virksomheder at rekruttere de allerbedste i branchen. De tre nye virksomheder i hub’en i dag er et levende eksempel på, at klyngen er i rivende udvikling, siger Esben Østergård videre.
Med avanceret robotudstyr og vækstskabende forretningsideer i tasken skal de tre nye iværksættervirksomheder accelerere udviklingen af deres robot- og droneprodukter i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel glæder sig over at byde de tre virksomheder velkommen til hub’en.
-Det er min ambition, at vi i Odense skaber verdens bedste miljø for udvikling og produktion af robotter. Med mere end 100 virksomheder og 2.600 ansatte i klyngen i dag er vi godt på vej, men arbejdet fortsætter. Her er det afgørende, at virksomhederne fortsætter det konstruktive samarbejde om at styrke klyngen. Samtidig skal vi som kommune gøre alt, hvad vi kan, for at bakke op – for eksempel ved hjælp af en rugekasse som Odense Robotics StartUp Hub, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.
Fra droner til intelligent gastrokøkken
De tre virksomheder ankommer til hub’en med ambitioner om at revolutionere alt fra satellitkommunikation til intelligente køkkener ved hjælp af robotteknologier.
QuadSAT (Andrian Buchi, Joakim Espeland og Snorre Sveidvoll) er den første dronevirksomhed i hub’en. Den består af et internationalt højteknologisk droneteam, der netop har etableret sig i Odense for at blive en del af robotmiljøet. Deres mål er at ændre satellitkommunikation radikalt ved at udvikle en revolutionærende droneplatform, der blandt andet kan sikre højhastighedsinternet til det maritime, luftfarten og militæret i kritiske situationer.
Purple Robotics består af tre udviklere (Henrik Hansen, Peter Madsen og Lasse Kieffer) tidligere ansat hos Universal Robot, de er nu sprunget ud og starter som iværksættere. De vil revolutionere de værktøjer, som monteres på robotarme, der skal være nemme at bruge, installeret og klar til industriel produktion på 30 minutter, og kun koste en tredjedel af eksisterende produkter på markedet i dag.
Ztove (Peter Favrholdt og Kristian Skaarup og kok Christian Jacobsen) vil revolutionere kokkekunsten og med sit intelligente komfur hjælpe kokke og ambitiøse madentusiaster med at tilberede varm mad med ekstrem præcision. I alt tre dele; et induktionskomfur, kogegrej og en app, der tilsammen og ved hjælp af sensorteknologi styrer temperaturen i gryden eller på panden, betyder at kokke fremover kan tilberede bedre og mere velsmagende mad, langt hurtigere og ikke mindst med mindre energi.
Nu venter der de tre virksomheder et ambitiøst 12-måneders produkt- og forretningsudviklingsforløb. Som en del af “startpakken” får de adgang til Teknologisk Instituts eksperter og testfaciliteter i Forskerparken i Odense, sparring på forretningsudvikling, kontakt til investorer og adgang til samarbejdspartnere blandt virksomheder i robotklyngen.