Sikkerhed på arbejdspladsen har længe været i fokus. Og med god grund. For dårlig sikkerhed har en negativ indflydelse på arbejdsmoral og produktivitet, koster mange penge og skaber ulykker med menneskelige konsekvenser.
Ligegyldigt hvor mange sikkerhedsreglementer man laver, så har ulykker det med at ske alligevel.
Arbejdstilsynet vurderer, at der i 2018 var 42.795 arbejdsulykker i Danmark, heriblandt dødsulykker, knoglebrud og mistede legemsdele. På globalt plan er der 340 millioner arbejdsulykker om året, ifølge The International Labor Organization. Tallene taler for sig selv. Det burde være langt mere sikkert at gå på arbejde.
Omkostningsmæssigt er der også stor incitament for forbedring. Arbejdstilsynets beregninger viser, at virksomhedernes samlede ulykkesomkostninger ligger på 5,1 milliarder kroner for ulykker anmeldt i 2011 (2016 kroner).
Bærbar sikkerhed
Med opblomstringen af ny digital teknologi er der heldigvis kommet nye måder at mindske arbejdsulykker på. Sensorteknologien Internet of Things (IoT) er lige nu med til at revolutionere sikkerhed på arbejdspladsen, takket være evnen til at forbinde medarbejdere, maskiner, pladser og køretøjer med central overvågning, så man kan spore og analysere situationen i realtid.
Via sensorer i de ansattes tøj, sikkerhedshjelm, armbånd eller adgangskort kan man nu koble en medarbejder op på en IoT-baseret sikkerhedsløsning for at beskytte dem mod ulykker. I takt med at sensorerne krymper i størrelse, og batterilevetiden øges, så bliver påklædningsteknologien lettere og endnu mere pålidelig at anvende.
Orange Business Services laver personlige beskyttelsesløsninger for medarbejdere, der arbejder i fabrikker, anlæg eller områder, hvor der kan være fare på færde. For eksempel kan de sikkerhedsansvarlige nu få advarsler i realtid, hvis nogen bevæger sig ind i et farligt område.
Man kan også bruge augmented eller virtual reality i for eksempel beskyttelsesbriller eller visirer, så en medarbejder kan modtage instrukser baseret på det, de ser og gør i det pågældende øjeblik. Det betyder, at også mindre erfarne medarbejdere sikkert og pålideligt kan udføre opgaver, som de ikke i forvejen er verdensmestre i.
Et eksempel herpå er det svenske høreværnsfirma Guardio, hvis unikke høreværn er blevet udstyret med Oranges IoT-teknologi. Nu kan de give en advarsel, hvis et køretøj kommer for tæt på medarbejderen.
Hos Orange Business Services regner man med, at kropsbårne smarte enheder snart bliver lige så almindeligt som at bære hjelm, sikkerhedssko eller høreværn.
En opkoblet medarbejder er en beskyttet medarbejder
Påklædningsteknologien er ikke bragt til verden for at overvåge de ansattes gøren og laden, men for at forbedre deres sikkerhed. Og det er da også Orange Business Services’ erfaring, at de ansatte ikke frygter overvågning, men tværtimod sætter pris på initiativer, der kan øge deres personlige sikkerhed. Når det er sagt, så er det vigtigt, at implementeringen sker efter aftale og sammen med medarbejderne, så der ikke opstår tillidsbrud. Det gør det også nemmere at få medarbejderne med på en forandring og gør implementeringen gnidningsfri. På den måde holdes sikkerheden i fokus.
Ifølge MHI (Material Handling Industry of America) vil 70 procent af alle produktionsanlæg bruge kropsbårne digitale enheder inden 2023, mens konsulenthuset Deloitte forudsiger, at det globale marked for påklædningsteknologi (smarture, smartbriller, smarthørebeskyttere, ergonomiske skeletter mm.) vil stige med 41 procent om året.
Virksomheder, der kan se fordelene ved sikker bærbar påklædningsteknologi, kan se frem til en digitalt drevet og mere sikker fremtid.