Ingeniørhuset Holtec Automatic åbner fra uge 10 nyt kontor i Kolding og styrker derved sin position i et af Jyllands vigtigste forretningsområder inden for automation, software- og hardwareudvikling til maskiner og industri samt ressourcer på konsulentbasis.
-Tilføjelsen af Koldingafdelingen er en naturlig forlængelse af vores strategi og fortsatte vækst. Med det nye kontor kan vi udvide vores kundekreds i hele Trekantområdet og bevæge os ind på nye forretningsområder, siger Søren Skytte Jensen, der er koncernchef og hovedaktionær i Holtec Automatic.
At valget faldt på Kolding, er ikke tilfældigt, fordi fysisk nærhed til kunderne er essentielt i branchen.
-Vi opererer typisk med en radius på 60 kilometer per afdeling, så vi altid kan være inden for rækkevidde og være tilgængelig for kunderne. Softwaren kan sagtens udvikles i for eksempel Aalborg, men selve idéudviklingen og planlægningen med kunden kræver, at vores medarbejdere er tæt på og er fysisk til stede.
-Med tilføjelsen af Kolding dækker vi et stort og meget vigtigt forretningsområde, som vi indtil nu ikke har kunnet servicere tilfredsstillende i forhold til vores ønsker og mål for virksomheden, siger Søren Skytte Jensen.
Koldingafdelingen bliver Holtec Automatics syvende afdeling i Danmark, som også tæller kontorer i Esbjerg, Lem, Ringkøbing, Herning, Hobro, Aalborg og Sønderborg. Derudover en produktionsafdeling i Kroatien.
Nye kompetencer kan åbne døren for nye brancher
Med tilføjelsen af Koldingafdelingen søger Holtec Automatic nu nye kollegaer, hvor forventningen er en samlet medarbejderstab på 10-12 alene i Kolding. De nyoprettede stillinger skal tiltrække endnu flere kompetencer til virksomhedens i forvejen brede repertoire.
-Med de mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner giver Trekantområdet os mulighed for at tappe ind i mange nye ressourcer og kompetencer, som kan styrke vores primære forretningsområder, så vi bliver endnu bedre til at løse kundernes problemstillinger, siger Søren Skytte Jensen og fortsætter:
-Men det åbner også døren for en lang række brancher, vi endnu ikke opererer i. Vi går en spændende tid i møde, og jeg ser store muligheder i Trekantområdet.
Som eksempler på brancher, Holtec ønsker at gå efter, nævner Søren Skytte Jensen en udvidelse af kerneforretningen inden for komplekse maskinanlæg, produktionsvirksomheder, det maritime, slagterier, medicinalindustri samt vand, miljø og energi.