2019 var et godt år for hydraulikvirksomheden Serman & Tipsmark, hvor både omsætningen voksede, og indtjeningen blev mere end tredoblet sammenlignet med 2018. Derfor gik den nordjyske hydraulikvirksomhed ind til 2020 med høje forventninger, men det fik coronapandemien hurtigt lavet om på.
Det flotte 2019-resultat er ifølge administrerende direktør Alex Laursen et resultat af den strategi, virksomheden lagde tilbage i 2017:
-For tre år siden besluttede vi os for at outsource enkelte produktionsprocesser og udelukkende fokusere på vores kerneprodukt: nemlig hydraulik og testsystemer. Den strategi har vist sig at give pote, da både toplinje og ikke mindst bundlinje er vokset. Vi er derfor meget tilfredse med sidste års resultater, hvor investeringen til et nyt ERP-system også er indeholdt, forklarer han.
Det er særligt vækst på det norske offshore marked, der har smittet positivt af på sidste års regnskab og fik hydraulikvirksomhedens aktivitetsniveau til at stige med otte procent. Den positive udvikling står dog ifølge Alex Laursen i skarp kontrast til det nuværende marked, som lider hårdt under coronapandemien:
-Covid-19 har sammen med fladende oliepriser banket det internationale oliemarked helt i bund og sat en brat stopper for sidste års positive vækst i markedet. Da vi er blandt de førende leverandører af hydrauliske anlæg til den store, norske energisektor, mærker vi naturligvis også til den udvikling. Før krisen så vi ind i et vækstmarked i blandt andet Norge, og der var stigende efterspørgsel på særligt vores skræddersyede systemløsninger. Omsætningsforventningerne til dette marked er indtil videre sat på hold, siger Alex Laursen og slår fast, at Serman & Tipsmark nok skal klare sig igennem strabadserne:
-Vi er en højt specialiseret virksomhed, der gennem mange år har leveret værdi til vores kunder. Det vidner særligt sidste års vækst og den stigende interesse for vores løsninger også om. Det ændrer den nuværende situation ikke ved, og vi vil udnytte situationen til at afsøge og udvikle nye forretningsmuligheder og skal nok komme stærkt igen.
Fokus på service og komponentsalg
For nu har Serman & Tipsmark som følge af coronapandemien valgt at fokusere på service samt salg af hydrauliske komponenter og reservedele, lyder det fra Alex Laursen:
-Vi har heldigvis nogle dygtige og fleksible medarbejdere, der har været gode til at omstille sig. Deres indsats har muliggjort, at vi kan skifte fokus på service og vedligeholdelse, som der på trods af coronakrisen stadig er behov for ude hos vores kunder. Derudover er vi agent og distributør af en lang række førende mærker inden for hydrauliske komponenter og reservedele, og den del af forretningen er der også fokus på lige nu, siger han og fortsætter:
-Mange produktionsvirksomheder forsøger for tiden at begrænse deres udgifter, og her kan vi gennem rådgivning og service gøre en stor forskel for vores kunder ved blandt andet at løfte effektiviteten og nedbringe energiforbruget. Derudover er krisen også en god mulighed for at planlægge fremtidige projekter for mange virksomheder, og her er vi som altid klar til at tage en helt uforpligtende snak.
Serman & Tipsmark er specialist i avanceret hydraulik og leverer til industri-, offshore/marine-, mobil- og energiområdet. Virksomheden har hovedsæde i Brønderslev og serviceafdelinger i Brønderslev og Tommerup. Der er cirka 50 ansatte fordelt på produktion/værksted, service, logistik, salg, PTA/udvikling og administration.