Grundfos offentliggør i dag de næste skridt i en global transformation med en forenkling af strukturen. Det betyder en nedlæggelse af 600 stillinger på globalt plan.
Den forenklede struktur skal styrke virksomhedens position som et af verdens førende selskaber inden for pumpeløsninger og vandteknologi. Dette samt betydelige investeringer i innovation og digitale kompetencer vil gøre det muligt for koncernen at komme endnu tættere på sine kunder og levere mere attraktive løsninger.
Grundfos vil organisere sine salgs-, marketing-, teknologi- og produktionsfunktioner, så de servicerer fire forskellige kundegrupper: Commercial Building Services, Domestic Building Services, Industry and Water Utility.
I denne mere kundeorienterede struktur vil der i endnu højere grad være fokus på kundernes unikke behov i produktudvikling, salg, leverance og service.
Jens Moberg, Formand for Grundfos Holding bestyrelsen:
-Vores succesfulde implementering af vores 2020 strategi og de stærke økonomiske resultater i de sidste seks år giver os platformen for implementering af vores ambitiøse 2025 strategi, herunder en ny og kundeorienteret struktur samt yderligere investeringer i innovation og digitale kompetence. Dermed står vi endnu stærkere, når vi kommer igennem den Covid-19 afledte økonomiske krise, udtaler han.
Den forenklede struktur betyder afskedigelser af omkring 600 medarbejdere på globalt plan. Helt i tråd med sine værdier vil Grundfos behandle alle medarbejdere med respekt og støtte dem i deres videre færd.
-Det er svært at se gode kollegaer forlade os. Jeg vil gerne takke alle for deres hårde og loyale arbejde. Vi vil i overensstemmelse med vores værdier sikre, at alle berørte medarbejdere støttes i denne proces, siger Jens Moberg afslutningsvis.