Den odenseanske automationsspecialist slår sin position i hospitalsverdenen fast med endnu en ordre på en automatisk sterilcentral og varemodtagelse.
Opgaven er vundet i samarbejde med 5E Byg fra Odense, der er totalentreprenør på opførelsen af den nye sterilcentral og varemodtagelse – en del af servicebyen på Nyt OUH. Der er altså tale om et lokalt samarbejde mellem flere odenseanske aktører, hvilket vil medføre både fordele og synergier.
Gibotech har allerede installeret sterilcentraler og varemodtagelser på Rigshospitalet og i Køge, Herlev og Gødstrup. I 2020 er virksomheden også gået ind på det tyske marked og er ved at installere sterilcentraler i Kiel og Lübeck. Men denne gang forgår byggeriet altså lige i baghaven, nemlig på Nyt OUH.
-Det har gennem hele tilbudsfasen været meget vigtigt for os at have en erfaren medspiller på holdet, der har bidraget med indsigt i processerne omkring en sterilcentral. Samarbejdet med Gibotech har i den sammenhæng været eksemplarisk og vi ser meget frem til at udføre den spændende opgave og fortsætte det tætte samarbejde, udtaler Allan Østergaard, afdelingschef i 5E Byg.
Ordren er også vigtig for Gibotech og cementerer virksomhedens position inden for automatisering af sterilcentraler.
-Vi har efterhånden lavet så mange sterilcentraler både herhjemme og i udlandet, at vi begynder at introducere standarder og erfaringer som vi kan udnytte til at lande en ordre som Nyt OUH og fremtidige sterilcentraler, udtaler Mikkel Bjerregaard, CSO og partner i Gibotech.
Projektarbejdet er allerede i gang og hele servicebyen – inklusiv sterilcentralen – skal efter planen stå færdig ultimo 2022.