Trods historisk hård modvind har den fynske del af robotbranchen ikke tabt pusten i 2020. Nye tal fra Odense Robotics viser, at fynske robot- og automationsvirksomheder har øget antallet af medarbejdere i udlandet med 26 procent og dermed beskæftiger 5.100 medarbejdere, heraf 3.900 på Fyn. Samtidig peger 70 procent af virksomhederne på, at adgang til markeder er en vækstbarriere
De fynske robot og automationsvirksomheder har fortsat fart i den globale oprustning. Trods hård modvind i 2020 er det lykkedes de fynske robot- og automationsvirksomheder at øge antallet af udenlandske kolleger med hele 26 procent til nu at beskæftige 1.200 medarbejdere i udlandet.
-2020 har været et særdeles udfordrende år for robot-, automatiserings- og droneindustrien globalt og på Fyn. Covid-19-nedlukningen førte til en brat opbremsning i globale produktioner, og robotvirksomheders aktiviteter blev sat på standby. Derfor er det særligt positivt, at virksomhederne på Fyn er lykkedes med at styrke deres globale tilstedeværelse og dermed deres muligheder for at opdyrke og servicere udenlandske kunder, som har været under stort pres, siger Mikkel Christoffersen, adm. dir. i Odense Robotics, Danmarks nye nationale robot- og droneklynge.
I løbet af de seneste fem år er antallet af virksomheder, der arbejder med robot og automation på Fyn vokset med 60 procent til 136 virksomheder, hvilket er er en vækst på tre virksomheder i forhold til året før. De nye tal viser samtidig, at den øgede globale tilstedeværelse ikke har kannibaliseret på de hjemlige arbejdspladser. Robotvirksomhederne fastholder 3.900 job på Fyn, hvilket er status quo i forhold til 2019:
-Vores robotvirksomheder er i høj grad drevet af passionen for at finde nye løsninger til fremtidens produktionsvirksomheder. Løsninger, der både skaber vækst og ofte også øger værdien af den enkelte medarbejder. Den innovative tilgang har også kendetegnet deres vej gennem pandemien, og den måde at udvikle forretningen på og fastholde så mange job i Danmark så langt ind i en krisetider er imponerende. Det er med til at cementere, hvorfor branchen er et helt centralt tandhjul i den fynske vækstmotor, selvom krisen ikke er overstået endnu, siger Odense borgmester Peter Rahbæk Juel.
For robotvirksomheder er adgang til risikovillig kapital vigtig benzin til deres fortsatte udvikling og vækstmotor. 2020 satte tyk streg under, at den fynske robot-, automatiserings- og droneindustri fortsat er en magnet for investorer i Danmark og i udlandet. Der blev samlet tiltrukket nye investeringer for knap 375 mio. kr., hvilket er på niveau med året før og indikerer, at investorer fortsat har positive forventninger til det globale robotmarked og de fynske robotvirksomheder.
Muligheder og udfordringer forude
Cirka 70 procent af de fynske robotvirksomheder anser adgang til markeder og kvalificeret arbejdskraft for at være vækstbarrierer. Men på trods af store udfordringer, kan branchen se frem til en fortsat stor globale efterspørgsel på robotter, drevet bl.a. af pandemien.
Ifølge International Federation of Robotics (IFR) slog det globale robotmarked rekord med det hidtil højeste antal installerede industrielle robotter i 2020. Corona-pandemien udfordrer fortsat forsyningskæder og produktioner, og derfor forventer IFR, at der vil blive skruet yderligere op for efterspørgslen efter kollaborative robotter og professionelle service robotter; segmenter, hvor fynske virksomheder har en global styrkeposition:
-Efterspørgslen efter automatisering har aldrig været højere og 2020 viste, at potentialet for robot og automation fortsat er enormt. Vi ser en klar tendens til, at flere brancher tager robotteknologier til sig fx. sundhed- og servicesektoren samt byggeri og landbrug. Her har de fynske virksomheder meget at byde på, så vækstpotentialet er fortsat stort – særligt når verdenen åbner op igen, siger Mikkel Christoffersen, adm. direktør i Odense Robotics.
Analysen fra Odense Robotics fokuserer på udviklingen af den fynske robotindustri. Fremadrettet vil klyngens analyser omfatte hele den danske robotbranche.
Nøgletal:
• 3.900 job på Fyn – status quo ifht 2019.
• 1.200 job i udlandet – 26procent mere end 2019.
• 136 robot- og droner virksomheder på Fyn – tre flere end i 2019.
• Mere end 6,5 mia.kr. investeret siden 2015.
• 185 mio.kr. investeret i startups i Odense Robotics Startup Hub siden 2015.