EOT – Electronics of Tomorrow – er Skandinaviens nye messeevent med fokus på fremtidens elektronik, som afholdes for første gang den 31. oktober til den 2. november 2017 i MCH Messecenter Herning. Arrangementet er en attraktiv blanding af udstilling, konferencer, networking, innovation og startups.
Det dynamiske mix af elektronik, teknologi og business giver både etablerede virksomheder og startups optimale muligheder for at skabe nye relationer i den skandinaviske og nordeuropæiske elektronikindustri.
-Der er et enormt potentiale i EOT. Det er et helt afgørende forretningsområde, som kun kommer til at spille en større rolle. I 2020 vil halvdelen af alle nye produkter have elementer af IoT-teknologi – altså kommunikerende teknologi, siger Mads Thimmer, der er CEO og co-founder af Innovation Lab. Han fortsætter:
-EOT viser også andet end IoT. Alle skal have øje for, hvordan deres komponenter bliver anvendt – både af sig selv og af andre. Vi kan ikke tillade os ikke at være bevidste om vores plads i branchen og værdikæderne. EOT giver mulighed for at se alle brancher som en potentiel markedsplads, og det synes jeg, er meget interessant.
Fremtidens elektronik
Som en del af EOT – Electronics of Tomorrow – findes Innovationsområdet ”The Future is Now”, hvor fremtiden gøres mere håndgribelig. Det er her, at de besøgende kan møde fremtiden, som den ser ud lige nu.
Fra åbningsdagen tirsdag den 31. oktober står Innovation Lab, Danmarks første innovationshus, klar i området for at præsentere deres udstilling ”The Future is Now”, som også lægger navn til området. Gennem et stort netværk af kontakter inden for forskning, produktudvikling, innovation og iværksætteri danner de sig løbende et overblik over, hvor branchen er på vej hen, hvad teknologierne og tendenserne kan bruges til, og hvem der er længst med hvad.
På EOT stiller de an med ti fængende hands on-eksempler på elektronik, der rækker ind i fremtiden. Produkterne er et udtryk for, hvad der sker på elektronikfronten lige nu, og de besøgende kan få produkterne i hænderne samt høre mere om, hvor udviklingen er på vej hen.
-Vi har eksempler med, der skal vise ti udviklingsretninger, som kommer til at præge elektronikfremtiden. Vi prøver at gøre det mere håndgribeligt, og eksemplerne er udvalgt efter, hvordan vi forventer, at verden ser ud om blot få år. Vi håber, at det kan skabe en bedre forståelse, forklarer Mads Thimmer.
Konkurrence for startups
Torsdag rykker Innovation Lab ud, og Startup Pitch Contest rykker ind. Her får op til 25 udvalgte startups muligheden for at møde branchen, fortælle om deres idégrundlag og deltage i konkurrencen om 50.000 kroner til projektet.
Hver startup har fem minutter til at pitche sin idé til det skarpe dommerpanel blandt andet bestående af CEO & co-founder Mads Thimmer fra Innovation Lab og industrial designer & art director Sten Jauer fra LAND DesignLab.