I skrivende stund er der kun få timer til, at hi Tech & Industry Scandinavia 2017 lukker dørene for i år. Og alt tyder på et brag af en messe på den jyske hede.
Rekord mange nyheder, innovation, ny teknologi, robotter, det største konferenceprogram nogensinde, Technomania, DIRA Automatiseringsprisen 2017, digitalisering, kunstig intelligens, rigtig god stemning og optimisme blandt de mange udstillere og besøgende – og meget andet. Det er vist ultra kort fortalt essensen af de to første messedage. Og intet tyder på, at tredje- og sidstedagen skulle blive anderledes.
711 udstillere har de to første dage præsenteret deres løsninger, produkter og teknologi for 14.500 besøgende. Ikke siden 2005 har der været så mange udstillere, og der er 96 flere udstillere i forhold til sidste hi-messe i 2015. Og bliver vi lige et øjeblik i 2015-tallene, så lød det samlede besøgstal for to år siden på 16.800 – og uden at kende tallene for i dag, så tyder alt på, at også besøgstallet slår 2015-niveauet.
Det har været en messe med rekord mange nyheder og det største program nogensinde: Veje til Vækst – Dansk Eksportdag og fødevarekonkurrencen International FOOD Contest, der begge løb af stablen tirsdag. Mandag og tirsdag bød på Wind Energy Denmark indenfor, Lederne har pop-up butikken ”Tag ansvar”, der har været afholdt digitaliseringskonference samt andre spændende konferencer med keynote speakere fra ind- og udland. Og sidst men ikke mindst har Technomania indtaget hal F onsdag og torsdag.
Hal F er således omdannet til et teknologisk oplevelsesunivers på ikke mindre end 3.400 kvadratmeter. Allerede før messen tegnede Technomania til at blive en sand publikumsmagnet med mere end 1.200 reserverede pladser til de mange faglige talks, som er en del af Technomanias omfattende aktivitetsprogram. Siden er tilmeldingerne eksploderet, så man ved åbningen onsdag kunne notere 2.500 forhåndstilmeldte.
I hal F har man således kunnet møde et fascinerende mix af indlæg om alt fra kunstig intelligens til Kierkegaard samt højteknologiske løsninger fra både veletablerede virksomheder og håbefulde tech start-ups.
-Det er en kæmpe fornøjelse at slå dørene op til en specialevent som denne: Et univers, der er med til at rokke ved vores forestillinger om, hvad der er teknisk muligt, siger Aase Rhode, som er direktør for Teknologi og Netværk i Ingeniørforeningen, IDA – som står bag Technomania.
Det vil være muligt at læse meget mere om hi 2017 i de næste par uger her på TekniskFokus samt næste udgave af Teknisk Nyt.