Et 200 kvadratmeter stort innovationsområde byder på de nyeste produkter og den nyeste viden fra rum-, forsvars- og sikkerhedsindustrien, når elektronik- og teknologimessen EOT – Electronics of Tomorrow finder sted den 7.-9. maj 2019 i MCH Messecenter Herning. Her får de besøgende en hands-on-oplevelse med konkrete produkter, så de for alvor kan mærke, hvad industrien har i pipelinen.
Det nye initiativ er udviklet i samarbejde med klyngeorganisationen CenSec, der repræsenterer små og mellemstore danske virksomheder, som er eller har et ønske om at blive leverandører til forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien.
-De teknologier, der udvikles og arbejdes med i forsvars-, rum-, og sikkerhedsindustrien, er spydspidsen af det ypperste, som moderne elektronik kan og skal kunne i forhold til kompleksitet og krav. Det er industrier, som arbejder med missionskritiske komponenter, hvor fejl kan betyde tab af satellitter og i værste fald tab af menneskeliv. Derfor er det i disse industrier, at udviklingen ofte sker hurtigst, og derfor er det dem, som andre områder kan lade sig inspirere af, siger Charlotte Lynge Dalqvist, som er business development manager hos CenSec.
Højinnovative produkter præsenteres på en scene
Innovationsområdet er skræddersyet til at pirre nysgerrigheden og sætte nye tanker i gang. I området får de besøgende mulighed for at undersøge konkrete komponenter, tale med udstillerne, og under hele messen pitcher produktspecialister højinnovative produkter på en scene, så deltagere gennem demonstrationer får indsigt i produkterne og de bagvedliggende teknologier.
-De besøgende vil opleve nogle produkter og teknologier, som de ikke nødvendigvis har set før. Det skal give dem indblik i de nye systemer, nye metoder og nye løsninger, som er i pipeline, og det skal give dem inspiration til, hvad de selv kan udvikle. Hvis de overvejer at blive leverandør til forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien, skal de gerne få en klar fornemmelse af, hvor de skal sætte ind. Der vil stå produktspecialister klar, så der kan skabes kontakter til en fortsat dialog efter messen, siger Charlotte Lynge Dalqvist.
I Innovationsområdet kan besøgende se frem til alt lige fra demosatellitter til eye-tracking-briller og avancerede sensorer, som imødekommer truslen fra ondsindede droner.
Innovationsområdets udstillere
• GomSpace er en globalt førende designer, udvikler og producent af high-end nanosatellitter til det akademiske, offentlige og kommercielle marked. På messen medbringer GomSpace demosatellitter og komponentmodeller.
• Force Technology er en førende teknologisk rådgivnings- og servicevirksomhed. Til EOT fremviser Force Technology eye-tracking-briller, der optager og analyserer, hvad brugeren ser. Eye-tracking anvendes blandt andet til at undersøge betjening af maskiner, og hvordan vi forstår manualer og instruktioner.
• SecuriOT er eksperter i cybersikkerhed inden for sikring af produktionssystemer. Til EOT præsenterer selskabet Honey Pot, som er et passivt overvågningssystem. Systemets kernefunktion er at slå alarm i tilfælde af hackerangreb eller malware-relaterede aktiviteter.
• MyDefence er specialiseret i udvikling af avancerede sensorer til militære kunder for at imødegå truslen fra ondsindede droner. På messen præsenteres “Wingman drone detektor” og “Pitbull drone jammer”, som er to produkter, der er udviklet til at detektere, tracke og jamme droner.
• Teknologisk Institut fremviser 3D-printede komponenter, som er beregnet til at overføre elektromagnetiske signaler og effekter til radiofrekvensområdet. Blandt andet bølgeledere, filtre og antenner, der anvendes i power elektronik og signalbehandling på tværs af fagområder i forsvars-, rumfarts- og big science-industrien.
• Integra Holding og deres samarbejdspartner GamesOnTrack fremviser et banebrydende system, som gør det muligt at bruge droner i lagerhaller og andre steder, hvor man har et behov for at flyve indenfor. Løsningen består af en drone og satellitsendere, der er monteret i lokalerne for at simulere det GPS-signal, som ellers ikke kunne modtages indendørs.
• Huber+Suhner fremviser sit RF-over-fiber-system til brug ved datatransmissioner over større afstande, hvor RF-signaler som for eksempel GPS- eller wi-fi-signaler skal sendes/modtages. Huber+Suhner viser også sin fiberoptiske switch, som giver brugeren mulighed for sikkert at styre flere servere fra afstand, når man skal sende kritisk data, broadcaste med mere.
• DTU Space præsenterer elektronik og komponenter, der allerede er implementeret på Den Internationale Rumstation, ISS – blandt andet en ASIM-computer. Herudover fremviser DTU Space også en røntgendetektor, der skal monteres på en satellit for at detektere gammastråling fra sorte huller i rummet.
Fakta om EOT
EOT er en unik elektronikevent, der kombinerer udstilling, konferencer og networking. Udover at gå på opdagelse i Innovationsområdet kan de besøgende se frem til at opleve flere end 115 udstillere, heraf 24 startups, hente viden fra 40 konferencer, fordybe sig i MakerChain-området og netværke på tværs af elektronik- og teknologibranchen.
EOT – Electronics of Tomorrow arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med den danske elektronik- og teknologibranche, Ingeniørforeningen IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital.
EOT byder på udstillere indenfor elektronik- og teknologibranchen og binder mennesker, brancher, vidensdeling, netværk og forretning tæt sammen for at inspirere til nye løsninger og udviklingspotentialer.
EOT afholdes den 7.-9. maj 2019 i MCH Messecenter Herning. Det er anden gang, at messen finder sted.