For at følge med den fortsatte vækst af kunder og projekter har ingeniør- og udviklingsvirksomheden Dansk IngeniørService A/S (DIS) netop åbnet en ny afdeling i Kolding.
-Hos DIS er vi drevet af altid at finde de bedste løsninger, der kan opfylde kundernes behov. Vi har en ambitiøs vækststrategi med et ønske om at være lokalt repræsenteret, så vi kan komme tættere på vores kunder, og med afdelingen i Kolding ser vi nu frem til at møde de sønderjyske kunder mere lokalt, siger Michael Gadeberg, direktør og partner hos DIS.
Daglig leder af den nye afdeling i Kolding bliver Sam Dehdar. Sam Dehdar, der er født og opvokset i Kolding, har en M.sc. i Applied Mechanics fra Aarhus Universitet. Han er i forvejen daglig leder af DIS’ afdeling i Esbjerg og har tidligere været ansat hos Mærsk Olie som Strukturel Specialist.
-Der er et stort potentiale for DIS i Sønderjylland. Vi får mulighed for at styrke samarbejdet med nuværende samt nye kunder, hvor flere har efterspurgt lokale ingeniør- og konsulentkompetencer, dem får de nu. Og så har Sønderjylland dygtige ingeniører, som helt sikkert kan bidrage til og understøtte de mange kompetencer, DIS allerede har. Jeg glæder mig til, at DIS får sat et lokalt præg i det sønderjyske, siger Sam Dehdar.
Europas bedste ingeniørvirksomhed
DIS, der er blevet kåret som Europas bedste ingeniørvirksomhed, beskæftiger mere end 500 ingeniører og konsulenter. Og ud over at åbne ny afdeling i Kolding har virksomheden tidligere i år åbnet en afdeling i Orlando, USA, og har dermed på verdensplan 14 afdelinger fordelt i Danmark, Tyskland, Polen, Ukraine og USA.