I mere end 50 år har Termometrilaboratoriet på DTU Risø kalibreret temperaturmåleudstyr – først til forsøgsopstillinger på Risø-området og siden til medicinal- og levnedsmiddelindustrien.
Pr. 1. marts 2018 overtager DFM A/S laboratoriet på DTU Risø.
Termometrilaboratoriet har siden etableringen i 1978 været blandt de førende udbydere af akkrediterede kalibreringsydelser inden for kontakttermometri i Danmark. Laboratoriets aktiviteter vil fortsætte uændret på Risø indtil den 1. marts 2019, hvorefter aktiviteterne flyttes til DFM’s facilitet i Hørsholm.
-Termometrilaboratoriet er kendt for at levere ydelser af meget høj kvalitet, og DFM er stolte over at få muligheden for at styrke og videreudvikle aktiviteterne i tæt samarbejde med laboratoriets dygtige medarbejdere, udtaler Michael Kjær, administrerende direktør ved DFM A/S. Han fortsætter:
-DFM er den førende udbyder af avancerede metrologiske ydelser i Danmark, og overtagelsen øger vores udbud af ydelser og giver endnu bedre muligheder for at supportere vores kunder i fremtiden.
Kim Dam-Johansen, institutdirektør og professor ved Institut for Kemiteknik, udtaler:
-Termometrilaboratoriet har været en del af DTU Kemiteknik siden 2012. Jeg er imponeret over medarbejdernes evne til at drive en effektiv kalibreringsaktivitet med et højt service- og kvalitetsniveau. Instituttet har vurderet, at Termometrilaboratoriet vil kunne udvikle sig væsentligt i regi af DFM, og vi vil derfor overføre kalibreringsaktiviteterne til DFM og etablere et nært samarbejde mellem DFM og DTU Kemiteknik.
Om …
DFM A/S er Danmarks nationale metrologiinstitut og har blandt andet ansvaret for en række af de primærnormaler, som dansk industri og danske myndigheder baserer deres målinger på. DFM er et af i alt syv danske GTS-institutter og er et aktieselskab ejet af DTU.