Som et nyt og kraftfuldt våben mod spredningen af coronavirussen vælger kinesiske hospitaler nu dansk robotteknologi. Med ultraviolet lys kan robotten ubemandet desinficere og dræbe virus og bakterier. Dermed kan den danske opfindelse bidrage effektivt til at begrænse spredningen af coronavirus uden at udsætte hospitalspersonalet for smittefare.
Selvkørende danske desinfektionsrobotter bliver nu sendt afsted til en række hospitaler i Kina for at hjælpe med at bekæmpe coronavirus, også kaldet COVID-19.
Det sker, efter Sunay Healthcare Supply onsdag den 19. februar underskrev en aftale med den danske virksomhed UVD Robots i Odense, som nu sætter ekstra mandskab ind i produktionen af desinfektionsrobotter. De første robotter er allerede afsendt i denne uge og i de efterfølgende uger afsendes flere større partier robotter med luftfragt for hurtigst muligt at blive indsat i kampen mod coronavirus.
-I Sunay Healthcare Supply leverer vi i forvejen velfærdsteknologi og medicoudstyr til det kinesiske marked, og med denne aftale glædes vi over, at vi via vores samarbejdspartnere i Kina kan sikre, at desinfektionsrobotter hjælper professionelle og patienter i samtlige provinser i Kina. Mere end 2.000 kinesiske hospitaler har nu mulighed for at sikre sig effektiv desinfektion, siger administrerende direktør i Sunay Healthcare Supply, Su Yan.
UVD Robots, der er et porteføljeselskab i Blue Ocean Robotics, har i forvejen leveret sine selvkørende desinfektionsrobotter til især hospitaler i Asien, såvel som til sundhedssektoren i Europa og USA. Desinfektionsrobotterne fra UVD Robots er på markedet i over 40 lande. Opfindelsen øger sikkerheden for både personale, patienter og pårørende ved at reducere risikoen for kontakt med bakterier, vira og andre skadelige mikroorganismer.
UVD-robotten kan fjerne stort set alle luftbårne vira og bakterier på overfladerne i et lokale. I 2019 blevet UVD-robotten således også kåret med robotindustriens ”Oscar” – IERA Award.
Dansk teknologi screenet som suverænt bedst
-Vi har screenet verdensmarkedet for de bedste teknologier til at bekæmpe coronavirussen, og den danske UVD-robot er de andre teknologier overlegen. Vi er glade for på meget kort tid at have indgået en forhandleraftale om enerettigheder til at levere UVD-robotterne i Kina. Begge parter har arbejdet intenst på at få igangsat leverancer af robotter til kinesiske hospitaler, siger Su Yan videre.
-Vi er glade for via vores teknologi at kunne hjælpe til med at bekæmpe spredningen af virus i Kina. Vores innovative teknologi kommer jo virkelig til sin ret i alvorlige situationer som disse, hvor verdenssundheden er truet, siger administrerende direktør i UVD Robots, Per Juul Nielsen.