På rekordtid har danske robotforskere fra Syddansk Universitet (SDU) udviklet verdens første fuldautomatiske robot, som kan pode mennesker i munden for mulig coronasmitte. Samtidig kan den bruges ved andre kommende pandemier. En ny virksomhed, Lifeline Robotics, der er delvist ejet af Esben Østergaard, vil bringe robotten på markedet.
-Ligesom mange andre var jeg rystet over den hastige spredning af covid-19, og jeg følte, at jeg måtte gøre noget, fortæller Esben Østergaard fra REInvest Robotics og medgrundlægger af Universal Robots.
-Med min baggrund var det åbenlyse svar at automatisere testprocessen. Den manuelle testning er både langsom og med risiko for sundhedspersonalet. En maskine ville reducere risikoen for smitte og samtidig give højere testkvalitet. Dette er baggrunden for at etablere virksomheden Lifeline Robotics, siger han videre.
Virksomheden er delvist ejet af SDU, Norrsken Foundation og REInvest Robotics.
Præcis som Esben Østergaard så professor Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra SDU samme potentiale for en testrobot, da pandemien ramte Europa i starten af marts. Han samlede et hold bestående af 10 forskere, som har arbejdet i døgndrift de sidste fire uger på at udvikle løsningen.
-Vi har på SDU forsket rigtigt meget i styring i robotter. Jeg har selv arbejdet med robotter til sundhedssektoren, så vi tog nogle teknologier, vi havde godt styr på, ned fra hylderne og tog afsæt i dem, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.
Prototypen er med succes afprøvet af forskerne. Håbet er, at den lynudviklede robot kan afprøves i et af virkelighedens hvide testtelte allerede denne sommer.
-Robotten skåner sundhedspersonalet for udsættelse for smitte, mens de poder. Samtidig sikrer den også, at podningen foregår på samme måde hver gang, siger han.
Robotten foretager podningen, efter patientens ID er scannet. Via computervision baseret på kunstig intelligens identificeres det rigtige punkt i patientens hals. Med et 3D-printet specialdesignet engangsværktøj holder robotten en podepind og rammer roligt det præcise sted i halsen, hvorfra podningen skal foretages. Efterfølgende stikker robotten podepinden ned i et glas og skruer låg på, så prøven forsegles.
-Jeg var en af de første, som robotten podede. Det gik rigtigt fint. Jeg var overrasket over, hvor blødt robotten formåede at lande podepinden på det punkt i halsen, som den skal ramme, siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.
Nu følger finpudsningen
Nu følger finpudsningen og godkendelsen af robotten som medicinsk udstyr, så robotten kan komme på det internationale marked.
Søren Stig er direktør i det nye selskab Lifeline Robotics, der står for salget af robotten.
-Det her er en verdenssensation. Ingen andre er lykkedes med at bygge en robotarm, der kan covid-teste mennesker så sikkert og hurtigt, siger han.
-Mange steder skal der testes mennesker langt frem i tiden. Derfor håber vi at få robotten ud på verdensmarkedet, så den kan bruges over det hele, siger han.
Robotten har allerede modtaget to millioner kroner i støtte fra Vækstfonden. Den videre udvikling er støttet af Odense Universitetshospital.