Nye robottal fra IFR – International Federation of Robotics – viser, at verdens virksomheder investerer i robotter som aldrig før. Det står dog sløjt til med nye robotinstallationer i Europa. Danmark halter ikke lige så meget bagefter som mange andre europæiske lande, mens Kina løber forrest. Derfor foreslår Dansk Metal, at Folketingets partier øremærker 200 mio. kr. til robotter, produktionsteknologi, automatisering og AI, når årets forskningsreserve skal fordeles.

I 2025 blev der installeret mere end 600.000 industrirobotter på verdensplan. Det er ny rekord. Men i Europa går det den modsatte vej. Her faldt antallet af nye robotinstallationer med 14,2 procent. Ser man på EU-landene, er faldet 11 procent.
Danmark klarer sig bedre, men også her faldt antallet af nye robotinstallationer med syv procent – fra 1.443 i 2024 til 1.342 i 2025. Dermed er Danmark faldet tilbage til niveauet fra 2022.
Derfor foreslår Dansk Metal, at Folketingets partier øremærker 200 mio. kr. til robotter, produktionsteknologi, automatisering og AI, når årets forskningsreserve skal fordeles inden længe:
-Kina sætter rekord i robotinvesteringer, amerikanerne investerer mere, og imens ser vi et Europa på tilbagetog. Ser vi på Danmark, klarer vi os bedre end store dele af Europa, men det er ikke godt nok. Vi skal løfte automatiseringen i dansk industri, særligt blandt SMV’erne, og det kræver, at vi kommer op i gear i stedet for at sænke farten. Derfor mener vi, at regeringen og Folketinget i årets forskningsreserve målretter 200 mio. kr. til udvikling og forskning i robotter, produktionsteknologi og AI, siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
De danske robotinvesteringer ligger fortsat betydeligt højere end før coronakrisen, men fremgangen er gået i stå. Skal Danmark tage næste spring, kræver det derfor nye anvendelser og ikke mindst, at flere små og mellemstore virksomheder får adgang til den nye teknologi. IFR-tallene peger samtidig på et skifte mod mindre robotanlæg samt investeringer i robotløsninger inden for transport og logistik i industrivirksomhederne:
-Vi skal selvfølgelig investere i forskning med det lange lys på. Men forskningsreserven skal også prioritere teknologier, der kan løfte danske virksomheders produktivitet i morgen og i overmorgen. Kombinationen af kunstig intelligens og industri- og logistikrobotter vil øge fleksibiliteten og gøre robotter langt lettere at bruge i SMV’erne og for de faglærte på produktionsgulvet, siger Emil Drevsfeldt Nielsen afslutningsvis.
Læs om de nye robottal her.
Kilde: Dansk Metal.

