For altid at være i stand til at tilbyde kunderne de bedste løsninger arbejder Kuka Nordic tæt sammen i et netværk af systempartnere. Nu har det danske firma DanRobotics taget skridtet ind i det stadig voksende netværk af Kuka-partnere.
-Med DanRobotics som partner styrker vi vores tilstedeværelse på det danske marked, og sammen kan vi tilbyde nuværende og fremtidige kunder flere forskellige avancerede robotløsninger, siger Joacim Lorentsson, salgschef hos Kuka Nordic.
DanRobotics er specialiseret i robotter og udvikling af fremtidens mest effektive løsninger inden for automatisering af industrielle processer. Virksomheden har mange års industriel erfaring i udvikling af fleksible robotløsninger, primært inden for svejsning.
-Samarbejdet med Kuka betyder, at vi nu også kan levere løsninger med Kuka-robotter, som efterspørges af mange af vores kunder. Samtidig kan vi tilbyde flere forskellige løsninger takket være Kuka’s brede produktsortiment, siger Kim Koertsen, der er administrerende direktør for DanRobotics.
Fælles for begge virksomheder er bestræbelserne på altid at levere høj kvalitet, og kombinationen af virksomhedernes kompetencer giver et attraktivt tilbud til danske og udenlandske virksomheder, der efterspørger automatiseringsløsninger.
-For os er det meget positivt at have en stærk partner i Danmark, og vi ser frem til et frugtbart samarbejde, siger Joacim Lorentsson.