Ny type robot har bragt Danmark i global top seks over lande, som har automatiseret produktionen mest. Danmark har tre gange flere industrielle robotter end verdensgennemsnittet. Vi har 211 robotter pr. 10.000 arbejdere, hvor gennemsnittet internationalt ligger på 74. Det viser nye tal fra International Federation of Robotics.
Ungarsk fødte Ákos Dömötör, CEO i OptoForce, som leverer sensorer til de såkaldte cobots, som er en vigtig del af baggrunden for Danmarks topplacering, mener, at robotter passer fint ind i den danske mentalitet, som han kender fra blandt andet fire år hos Lego Danmark.
-Danskerne har taget godt imod robotter. I er generelt åbne overfor ny teknologi og fanger hurtigt, at robotter kan klare de kedelige opgaver, som I ikke selv gider. Det danske skolesystem hylder kreativt projektsamarbejde. I er ikke vant til at gentage de samme aktiviteter hele dagen, siger Ákos Dömötör og fortsætter:
-I vil mere end det, og det, tror jeg, er en vigtigt grund til, at Danmark er så langt fremme inden for automatisering. Mit gæt er, at Danmark fremover vil bevæge sig endnu højere op ad ranglisten for robotudbredelse.
Cobots har ændret spillet
Frank Damkjær, salgschef i Pehama Productions, der konstruerer avanceret produktionsudstyr og robotløsninger, er enig.
-Den helt store årsag til, at et lille land som Danmark nu befinder sig i verdenseliten i robotudbredelse, er fremkomsten af cobots. Før cobots blev opfundet af Universal Robots, fandtes der reelt ikke robotter, der var brugervenlige eller billige nok til, at små og mellemstore virksomheder kan bruge dem, siger Frank Damkjær.
-Danmarks industri er jo netop kendetegnet ved for 85 procents vedkommende at bestå netop af SMV’er. Nu kan de rykke med automatisering. Vi har kun set toppen af isbjerget. De store fremstillingsvirksomheder som Danfoss, Grundfos og Linak gransker lige nu cobots for at blive klar til at rulle teknologien ud i deres produktion, fortsætter han.
-Med de nye samarbejdende robotter, cobots, og deres applikationer kan den samme medarbejder frigøres til at løse flere opgaver på en gang. Cobots kan nemt indstilles til en lang række opgaver og kan udføre ti-tyve forskellige funktioner i en produktion, forklarer Kenneth Bruun Henriksen, europæisk salgschef i On Robot, der producerer intelligente hænder til robotarme. Han fortsætter:
-Cobots er nemme at ændre, når serierne skal omstilles, så for eksempel folkene på natholdet selv kan gøre det. Vi har set en praktikant, som egentlig læste tysk, gøre det på under 20 minutter første gang, hun så cobotten.
Ligesom hos den store frontløber på området, Universal Robots, er væksten nærmest eksploderet hos cobot-virksomhederne OptoForce og On Robot. Begge firmaer har mere end doblet deres antal ansatte over 12 måneder. Sammen afholder de lige nu den globale Collaborative 2018 Automation Tour, der har inviteret forhandlere fra Sverige, Norge, Finland, England og Holland på cobottræning hos Universal Robots i Odense.