Danmark oplever et stigende pres på sundvæsenet i takt med, at udbruddet af COVID-19 udvikler sig. Der er forsyningsproblemer med værnemidler som ansigtsmasker og visirer og håndsprit flere steder i sundhedssektoren. Lægemiddelstyrelsen lancerer nu kampagnen ”Danmark hjælper Danmark”, hvor organisationer, myndigheder, institutioner, private virksomheder og andre relevante kan melde det ind, hvis de har idéer til, hvordan der kan skaffes ekstra værnemidler, COVID19-tests og håndsprit til brug for frontlinjemedarbejderne i sundhedsvæsenet.
Lægemiddelstyrelsen har bedt DI om at koordinere indsatsen.
DI har således igennem den seneste uge indhentet oplysninger og tilsagn fra virksomheder, der har mulighed for at bidrage. Indtil videre er der 43 på listen (tallet er steget til 60, siden udmeldingen fra DI – og i alt knap 500 virksomheder har henvendt sig. Redaktionen.). Og alle virksomheder, der kan hjælpe, skal fremover henvende sig til DI.
Opdateret: Flere nyhedsmedier fortæller, at virksomheder som Grundfos, Novo Nordisk, Lego og Carlsberg har henvendt sig. Redaktionen.
-Rigtige mange virksomheder kan og vil gerne kaste sig ind i kampen mod corona ved at producere værnemidler til hele vores sundhedsvæsen, så vi sikrer vores sundhedspersonale de bedst mulige arbejdsvilkår. DI er i meget tæt dialog med regeringen og myndighederne, så vi sammen kan løse den opgave bedst muligt, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i DI.
-Det er fantastisk at se, hvor stort samfundsansvar og kreativitet virksomhederne lægger for dagen. Rigtig mange virksomheder vil gerne bidrage til at bringe Danmark ud af denne sundhedskrise, og der bliver udvist stor kreativitet for at kunne hjælpe. Vi kan som danskere være stolte af at have et erhvervsliv, som virkelig tager samfundsansvar i denne krisesituation, siger Lars Sandahl Sørensen.
Samarbejdet om den systematiske opsamling og koordinering af virksomheder, der vil bidrage til at producere værnemidler, har også til formål at frasortere henvendelser og ideer – ofte fra enkeltpersoner – som ikke kan lade sig gøre. Myndighederne får mange mindre seriøse ideer til produktion eller import af værnemidler, som ikke er mulige eller relevante.
-Vi går fra DI’s side ind og tager denne opgave på os, så travle myndigheder ikke skal bruge tid på tvivlsomme projekter. Vi står over for en alvorlig og altomfattende samfundsopgave, som virksomhederne og DI som deres organisation meget gerne bidrager til at løse. Samarbejdet er endnu et stærkt eksempel på, hvor vigtigt privat-offentligt samarbejde er for et velfungerende samfund – også i en så ødelæggende krisesituation som denne, siger Lars Sandahl Sørensen.
Også plastindustrien melder sig under fanerne
Brancheorganisationen Plastindustrien har også bedt alle aktører i plastbranchen om at melde sig under fanerne i kampen for at begrænse smitten af coronavirus ved at producere værnemidler og andre relevante produkter til sundhedsvæsenet. Ca. tyve aktører i plastbranchen har allerede tilkendegivet, at de er parate til at hjælpe på den ene eller anden måde.
Thomas Drustrup, administrerende direktør i Plastindustrien, fortæller:
-Vi har fået rigtig god feedback på vores opfordring om at råbe op, hvis man på den ene eller anden måde kan hjælpe med at fremstille værnemidler. Enkelte virksomheder har allerede trykket på produktionsknappen, andre kan være i gang i løbet af kort tid, mens en tredje gruppe af virksomheder kan understøtte den danske forsyningssikkerhed på længere sigt.
-Når jeg ser på de henvendelser, der løbende tikker ind, så bliver jeg optimistisk. Det vidner om et erhvervsliv, der er både fleksibelt og parat til at hjælpe så godt, det kan i den udfordrende situation netop nu, siger han afslutningsvis.
Eksempelvis kunne Idé-Pro i Skive opstarte produktionen af visirer klokken 10.00 mandag formiddag, og virksomheden kan foreløbigt fremstille 160 styks i timen.
Et par andre eksempler
17.200 liter Somersby-cider fra Carlsberg skal destilleres og forvandles til håndsprit. Det skriver finans.dk. Der er stærkt brug for håndsprit i sundhedssektoren og ifølge bryggerigiganten kan der forventes flere donationer i fremtiden.
Wild Distillery i Aakirkeby på Bornholm har for en stund skiftet gin-produktionen ud med produktion af håndsprit. Det skriver tv2bornholm.dk.
Også i udlandet kommer hjælpen fra uventet kant. Eksempelvis har en italiensk producent af cykeltøj (blandt andet verdensmesterens ikoniske regnbuetrikot) omstillet produktionen til ansigtsmasker i stedet for cykeludstyr. Det skriver tv2.dk.
Den franske luksuskonge Bernard Arnault har på kort tid omstillet produktionen af Dior- og Guerlain-parfume til håndsprit, som i disse dage sendes gratis ud til Frankrigs hospitaler. Franskmanden bag luksuskoncernen LVMH er stadig en af verdens rigeste, selv om han siden januar har tabt over 50 milliarder dollars i kølvandet på coronapandemien. Dette eksempel er hentet på berlingske.dk.
Og direkte fra Stratasys lyder det, at man nu mobiliserer virksomhedens 3D-printressourcer ved at donere print-kapacitet over hele verden. I USA planlægger Stratasys at producere 5.000 visirer uden omkostninger for modtageren. Og i Europa undersøges muligheden for at opskalere produktionen.
Link til Danmark hjælper Danmark.