Nyt undervisningsmateriale på Skoven-i-skolen.dk giver børn og unge i folkeskolens 4.-9. klasser samt gymnasiet viden om klimatilpasning i byerne – både i teori og praksis. Det er Naturvidenskabernes Hus, som sammen med Naturstyrelsen og Realdania står bag undervisningsforløbene, der blandt andet bygger på Vandplus-klimatilpasningsprojekter rundt om i landet og indgår i projektet Generation Klima.
Målet er, at de i alt 25 naturfaglige undervisningsforløb skal inspirere børn og unge til selv at undersøge og engagere dem i, hvordan de kan være med til at skabe løsninger på klimaudfordringerne i fremtiden. Eksempelvis ved at tage en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse.
-Det er rigtig positivt, at danske skoleelever med det her undervisningsmateriale nu får indblik i konkrete klimatilpasningsløsninger i byerne – og oplever dem på egen hånd. Vi håber, at det inspirerer dem til selv at tage aktivt del klimaindsatsen. For eksempel i form af, hvilken uddannelse de vælger senere hen, siger projektchef Pelle Lind Bournonville, Realdania.
Konkrete projekter
Konkret er undervisningsforløbene tilrettelagt, så eleverne arbejder med naturfag ude på et klimatilpasningsanlæg i deres nærområde. Her kan de for eksempel tage vandprøver, analysere plante- og dyreliv samt en række andre forskellige aktiviteter. På den måde vil de blive introduceret til forskellige aspekter af, hvordan klimatilpasning i byområder foregår i praksis. Ligesom de også kan blive klogere på, hvilke fordele, der er ved klimatilpasningsanlæg, som både har en klimamæssig og en rekreativ, bymæssig funktion.
Projektet sØnæs i Viborg og “Vand på sidelinien” i Gladsaxe (to af de i alt fire Vandplus-projekter) er de centrale cases i undervisningsmaterialet. De to øvrige Vandplus-projekter med byrum i Solrød og Frederiksberg indgår også.
Konkret kan eleverne på projektet sØnæs lære om, hvordan rensedammen renser og opbevarer regnvand. Samtidig kan eleverne se, hvordan området også fungerer som et smukt og rekreativt byrum – med gode muligheder for ophold, leg og bevægelse. Og dermed bidrager til det samlede bymiljø.
Alle kommuner har mulighed for at udpege en række anlæg, som er oplagte for skolebesøg. Især anlæg med en rekreativ merværdi – som Vandplus-projekterne er eksempler på – er oplagte, da disse er flotte, lettilgængelige og har mange besøgende. Jo flere anlæg i Danmark, der udpeges, des flere elever vil have muligheden for at arbejde med klimatilpasning.