Den 28. februar tages det første spadestik til AGA’s nye luftgasfabrik til 335 millioner kroner ved Vejle. Med den nye fabrik tredobler AGA sin produktionskapacitet i Danmark for at honorere efterspørgslen fra det støt stigende antal kunder. AGA’s markedsdirektør Ole Kronborg og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) tager sammen det første spadestik.
-Stadigt flere danske virksomheder vælger AGA, og vi har alene de seneste 10 år øget vores markedsandel med cirka 10 procent til cirka 40 procent i dag – og produktionsanlægget i København er blevet for småt til at imødekomme efterspørgslen. Derfor tredobler vi nu vores produktionskapacitet for fortsat at kunne servicere både nuværende og kommende kunder optimalt, fortæller Ole Kronborg.
Det nye produktionsanlæg skaber fem nye arbejdspladser, samtidig med at 20-25 chauffører bliver tilknyttet den nye fabrik, og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig ”overordentligt meget” til, at AGA kommer til kommunen:
-Jeg ser frem til de nye arbejdspladser – og jo ikke kun på AGA, for det vil også kaste nye jobs og ordrer af sig til de lokale virksomheder, som fremover skal servicere AGA. Derudover får vi selvfølgelig også øgede indtægter over virksomhedsskatten, siger borgmesteren.
Den nye luftgasfabrik ligger på en 25.000 kvadratmeter stor grund på Nimvej nordøst for Vejle.
Henter råstoffet ud af den blå luft
Råstoffet på AGA’s nye luftgasfabrik er helt almindelig, livgivende luft, som alle levende væsener indånder. AGA renser og nedkøler luften til omkring minus 200 grader, hvor blandt andet gasserne ilt og kvælstof ændrer form til væsker, der kan destilleres fra hinanden. De indgår så i AGA’s mange industrigasser og specialgasser med afgørende betydning for det moderne samfund og utallige anvendelsesmuligheder som for eksempel: frysning og køling af fødevarer, ilt til patienterne på hospitalerne, lægemiddelproduktion, elektronikproduktion, ilt til stålindustrien, rensning af spildevand og forurenede grunde samt svejsning og skæring i industrien.
Med det nye produktionsanlæg styrker AGA samtidig forsyningssikkerheden for kunderne yderligere, fortæller Ole Kronborg:
-Det er afgørende for vores kunder, at de har sikkerhed for, at de løbende får leveret den gasforsyning, der er nødvendig for deres produktion. Med vores nye fabrik og tredoblingen af produktionskapaciteten kan vi tilbyde vores kunder en enestående tryghed. Samtidig nyder de godt af, at vi som en del af The Linde Group – verdens største gasselskab – har en stærk forsyningskæde, som er med til at sikre, at vi altid leverer.