Efter tre dage i Brøndby Hallen til Automatik 2020, der blev afholdt fra den 8. til den 10. september, er det tid til at gøre status. Messen samlede robot- og automationsbranchen til tre dage med produktnyheder, gensynsglæde, konferencer, håndsprit, afstand og de savnede fysiske møder. 1.256 besøgende lagde vejen forbi messen.
-De personlige møder i branchen har været savnet. Det fastslog Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri i forbindelse med åbningskonferencen på Automatik.
Udsagnet møder bred opbakning blandt både besøgende, udstillere og arrangører; efter et halvt år bag skærmen har vi brug for at mødes – og det er fantastisk som branche at være samlet igen.
-Automatik-messen har givet os en rigtig god mulighed for at få det personlige møde, som vi lige nu har svært ved at få i stand på grund af covid-19. Mange har ikke haft tilladelse til besøg, og derfor har messen været en god mulighed for os til at møde kunderne, få vist vores produkter og få gang i en god dialog. Det har absolut været al tiden værd, konstaterer ekstern sælger hos Brd. Klee A/S Michael Werdelin.
-Vi er positivt overraskede over, hvor mange besøgende vi har haft, og hvor stor interessen har været fra de besøgende. Det har virkelig været kvalitetsbesøgende, og der har været god knowhow blandt dem alle. Automatik kan noget helt særligt i forhold til kundekontakt. Det er en mere fokuseret messe, og der er lidt hygge over den, og derfor er det også en messe, som man kommer til at holde af og får ind under huden på en eller anden måde. Vi glæder os allerede til, at den kommer igen om to år, fastslår Flemming Blauert, product manager hos AVN Teknik A/S.
-Vi har været på Automatik-messen i mange år og er rigtigt glade for at komme her. I år har vi haft cirka halvdelen af de besøgende, vi plejer, men på trods af det har vi booket næsten dobbelt så mange møder, så vi har næsten fået mere ud af denne messe end tidligere. Det har uden tvivl været indsatsen værd – det er der slet ingen tvivl om, fortæller Michael Nielsen, Beckhoff Automation ApS er administrerende direktør og fortsætter:
-Det har været rigtig interessant for os at deltage på Automatik, da det er den første fysiske messe, Beckhoff deltager på worldwide, efter corona slog til. Vi vil gerne ud og have det personlige møde og være med til at vise industrien, at vi tror på, at der stadig er gang i den, og vi vil gerne være med til at booste erhvervslivet, så vi kommer i gang. Vi tror på, at det her er et af parametrene til at gøre det.
En godkendt anderledes messe
Hos samarbejdspartnerne bag messen er der også positive takter at spore efter tre velgennemførte messedage:
-Vi har som den eneste automatikmesse valgt at gennemføre – dog under nogle andre former og også med nogle andre forventninger. Selvom antallet af besøgende måske ikke har været så højt, så har vi fået indfriet vores forventninger og har blandt andet haft besøg fra over 500 virksomheder. Jeg føler godt, at vi kan trække os tilbage og sige, at det er gået godt. MCH har sikret sig, at vi føler os trygge på messen, fortæller Jørgen Stenberg, bestyrelsesmedlem i Hans Følsgaard A/S og en del af messekomitéen bag Automatik og tilføjer:
Hos MCH A/S glæder ledelsen sig over tilbagemeldingerne fra samarbejdspartnere, udstillere og de besøgende.
-Den positive respons bekræfter os positivt i værdien af messens vigtighed, og det glæder mig, at vi sammen har vist, hvordan det er muligt at skabe sundhedsmæssigt forsvarlige rammer for branchernes fysiske og personlige møder til gavn for det danske erhvervsliv, siger administrerende direktør hos MCH A/S Georg Sørensen.