Wexøe A/S etablerer datterselskab i Sydsverige. Efter 60 år med fokus på salg af løsninger til blandt andet den danske industri har Wexøe valgt at etablere et datterselskab i forskerparken IDEON i Lund. Siden sommeren 2014 har Wexøe A/S været ”market making”-distributør for Rockwell i Danmark. Etableringen i Sverige sker som et spin-off af dette samarbejde.
-Vi er stolte af, at Rockwell Automation nu også har valgt os som ”market making”-distributør i Sverige, udtaler administrerende direktør Mogens Brusgaard og fortsætter:
-Wexøe A/S repræsenterer en række andre industrileverandører på det danske marked, som leverer komplementærprodukter til Rockwell Automations løsninger. Da vi fortalte vores øvrige industripartnere om dette eventyr, kunne vi med stor tilfredshed konstatere, at næsten alle ville være med fra vores begyndelse i Sverige.
Wexøe A/S satser på erfarne kræfter og har ansat Tony Anell som divisionschef i det svenske datterselskab. Tony Anell har over 30 års erfaring med industriel automatik – de seneste 20 år i forskellige lederroller hos Rockwell Automation.
-Jeg glæder mig til at påbegynde denne entreprenante opgave og blive en del af det dedikerede Wexøe-team, udtaler Tony Anell og fortsætter:
-På trods af dansk/svenske kulturforskelle er jeg sikker på, at også svenske industrikunder vil værdsætte de faglige kompetencer, som Wexøe-teamet kan bringe i spil samt vores mange fleksible logistikløsninger.
Wexøe er i fuld gang med deres søgen efter nye svenske teammedlemmer. Teamet kommer til at bestå af både højt kvalificerede key account managers samt commercial engineers.
-I Sverige ønsker vi også – med mod, dedikation og indsigt – at være en agil sparringspartner for såvel kunder som de partnere, vi repræsenterer, udtaler administrerende direktør Mogens Brusgaard.