Migatronic tilbyder nu udvidet garanti på op til fem år på udvalgte komponenter i svejsemaskiner til industrielt brug.
Svejsemaskiner skal kunne holde til lidt af hvert. De bliver ofte udsat for både slag, stød, støv og fugt. Men den hårde brug i værkstederne skal ikke gå ud over maskinens svejseegenskaber og kvaliteten af den færdige svejsning.
-Vores svejsemaskiner er robuste, og der er lang levetid på mange af komponenterne i maskinerne. Det ved vores kunder allerede, for de oplever det hver dag, men vi vil gerne understrege den høje kvalitet ved at udvide garantien på netop de komponenter. Derved kan vi give endnu bedre service, siger Tina Kure, kvalitetschef hos Migatronic.
Migatronic tilbyder udvidet garanti på udvalgte komponenter i nye svejsemaskiner købt efter den 1. maj i år. For at få den udvidede garanti skal kunder registrere deres svejsemaskiner på Migatronics hjemmeside.