Danske virksomheder har erobret tre ud af de i alt 10 pladser i EU’s store accelerationsprogram for robotteknologivirksomheder, RobotUnion. Nu kan de tre danske startups se frem til at modtage gratis vejledning fra eksperter fra Europas førende teknologicentre inden for robotindustrien og op til 120.000 euro – knap 900.000 kroner.
De tre virksomheder, der er gået videre, er Cliin, Smooth Robotics og Tendo, som beskæftiger sig med henholdsvis rensning af store skibe, en robothandske med intelligente sensorer samt styresystemer til svejserobotter.
Thomas Sølund, der er faglig leder hos Teknologisk Institut, fortæller, at alle tre virksomheder har fat i nogle vigtige problemstillinger og ikke mindst en skarp og konkret løsning på problemerne.
-De har været rigtig gode til at finde nogle huller i markedet og lave konkrete løsninger til dem, som kan komme hurtigt på markedet. Derudover er de også tæt på kunderne, og det er nok en blanding af de ting, der gør, at netop de tre virksomheder er gået videre, siger han.
Selv om virksomhederne er meget forskellige, er de alle sammen enige om, at det især er ekspertisevejledningen fra Europas førende robotteknologicentre, som de jubler mest over at have vundet.
Cliin
Cliin udvikler en robot til rensning af store skibe. Rensningen er i dag omkostningstung, hvorfor der er et betydeligt økonomisk potentiale i at bruge robotter til processer, der i dag udføres udelukkende manuelt.
-Det var ikke så meget pengene, vi var ude efter, men mere samarbejdet med Teknologisk Institut. Vi har ledt rundt i vores netværk på universiteter og lignende for at finde den knowhow, vi mangler. Og det har været sindssygt svært. Så det er virkelig vigtigt for os, og vi er rigtig glade, siger direktør hos Cliin, Thomas Jørgensen, der forventer, at deltagelsen i RobotUnion-programmet kommer til at accelerere virksomhedens udvikling betragteligt.
Tendo
Dansk-svenske Tendo – som tidligere har været en del af Odense Robotics StartUp Hub – udvikler en robothandske, der med intelligente sensorer kan hjælpe en person med at gribe, holde og aflevere et objekt. Handsken gør det muligt for ældre og personer med svage hænder – forårsaget af sygdom eller ulykke – at leve mere selvstændigt.
Hos Tendo glæder man sig også til at få et sæt erfarne øjne på virksomhedens produkt.
-Vi ser virkelig frem til at få endnu mere ekspertisevejledning. Vi har et rigtig stærkt team, som er dygtig til det, vi laver, men vi har ikke samme erfaring, da vi er relativt nye i branchen, siger Sofie Woge, der er direktør i Tendo, som har kontor i Sverige og har en filial i Danmark.
Smooth Robotics
Smooth Robotics udvikler et styresystem, som gør det hurtigere og nemmere at anvende svejserobotter – uden at skulle foretage programmering. Ved at bruge specialfremstillede joysticks og den nyeste sensorteknologi kan svejseprocesser ændres på mindre end 10 minutter.
-Det er et meget lille nåleøje, vi er kommet igennem, og der har ligget meget arbejde i det indtil videre, som har været med til at gøre os skarpere og øge vores selvindsigt, siger Erik Mønster, der er direktør i Smooth Robotics.
-Det giver helt klart nogle ekstra muligheder, fordi det sætter skub på nogle af de udviklingsfaser, vi befinder os i. Og vi er bare rigtig glade for at kunne komme det skridt videre, tilføjer han.
RobotUnion modtog 204 ansøgninger i projektets første ansøgningsrunde, og 44 ansøgere nåede at pitche deres produkt til RobotUnion-juryen. Siden da har det været en hård udskillelsesproces, hvor kun de skarpeste 10 virksomheder er gået videre.
Til oktober i år skal der ud af de 10 virksomheder findes fire, som får yderligere støtte samt op til 100.000 euro mere i kapital.
Programmet er med til at booste startup-virksomheder i den svære opstartsfase, og man får topkvalificeret hjælp til sin produktudvikling – fra researchfasen til selve opsætningen af teknologien – fra fem forskellige RTO’er i Europa.
RobotUnion består af 14 partnere, hvor Odense Kommune, MADE og Teknologisk Institut repræsenterer Danmark. Ansøgningsfristen for at blive en del af anden runde i RobotUnion er den 30. april 2019.
Du kan læse mere om RobotUnion her.