Har du styr på dine fremtidige investeringer i miljø- og energirigtigt udstyr?
Valg af kølemiddel til kommerciel og industriel køling er i dag omfattet af mange krav og restriktioner fra EU, som skal mindske udledningen af klimaskadelige drivhusgasser. Mange virksomheder inden for fødevarebranchen rammes derfor af en tvungen udskiftning af deres anlæg – ofte på grund af forbud mod det anvendte HFC-kølemiddel.
Der ligger mange overvejelser bag valget af kølemiddel, og hvad er fordelene og ikke mindst ulemperne ved de forskellige valg – skal man vælge HFO eller naturlige kølemidler?
Vælg den optimale løsning for fremtidige investeringer
I 1999 blev verdens første supermarked med kuldioxid som det eneste kølemiddel installeret, og siden da er der sket rigtig meget på området. Teknologien er blevet modnet og forbedret, og i dag anvendes naturlige kølemidler som kuldioxid, kulbrinter og ammoniak mere og mere til forskellige anvendelsesområder. Kuldioxid anvendes blandt andet i stigende grad til indfrysning i fødevaresektoren.
Der findes allerede nu en række konkurrence- og bæredygtige løsninger med naturlige kølemidler på markedet, og endnu mere effektive løsninger vil blive udviklet i fremtiden gennem de mange forskellige forskningsprojekter på området. Vælg derfor den optimale løsning for dine fremtidige investeringer i miljø- og energirigtigt udstyr.
Bliv klogere på dine valg
Teknologisk Institut, som stod bag implementeringen af supermarkedet i 1999, afholder den 29. august en temadag om kølemidler og energieffektivisering, som sætter fokus på fødevareindustriens muligheder og udfordringer i forbindelse med udskiftning af anlæg og valg af nyt kølemiddel.
Deltag i temadagen ”Klimavenlige og energieffektive køle- og varmepumpeinstallationer” og bliv klogere på:
• Den aktuelle kølemiddelsituation i og uden for Danmark i relation til køle- og varmepumpeinstallationer.
• Muligheder for at energieffektivisere installationer i forbindelse med kølemiddelkonvertering.
• Gældende regler og krav på området.
• En række værktøjer, som skal gøre det nemmere at kortlægge virksomheders muligheder, når de skal konvertere deres HFC-køleanlæg til alternativer i form af naturlige kølemidler eller HFO blends. Værktøjerne er afprøvet hos udvalgte fødevareproducenter og slagterforretninger – hør hvordan de kan synliggøre muligheder og besparelsespotentialet ved konvertering.
• En ny guide udarbejdet af Videncenter for Klimavenlige Kølemidler, som skal hjælpe anlægsejere med at træffe den gode beslutning vedrørende valg af kølemiddel.
De primære årsager til at udskifte et køleanlæg er ofte dets alder og nedslidning samt regler og lovgivning. Hertil kommer fremtidssikring af planlagte produktions- og kapacitetsændringer og ikke mindst reduktion af energiforbrug.
Er I klar til at prioritere jeres investering?
Program og tilmelding til temadagen findes her.