Ny energispareaftale skal fremme indførelsen af energibesparende tiltag med langsigtet energireduktion og dermed udledelse af CO2 hos både private, landbrug og erhverv. Aftalen omfatter både nye krav og tilskudsmuligheder til energieffektivisering.
Der er mange forskellige tiltag og muligheder, man som virksomhed kan implementere for at forbedre energieffektiviteten og opnå besparelser. Men hvordan vælger man de rigtige tiltag? Og hvilke tiltag er tilskudsberettigede?
Udfordringer og muligheder
Når Teknologisk Institut den 4. og 6. april 2017 afholder temadagen “Energieffektivitet i industrien”, sættes der fokus på både udfordringer og muligheder.
Energistyrelsen kigger nærmere på omfanget og mulighederne i den nye energispareaftale, der fastlægger rammerne frem til 2020. Man ser også på afskaffelsen af PSO-afgiften – og hvilke konsekvenser det har for energieffektivisering.
Skatter og afgifter anses ofte som udfordringer, men er de det? SKAT giver deres syn på energieffektivitet, og hvordan man som virksomhed skal forholde sig til kravene og mulighederne – hvad forventes der f.eks. af virksomhederne med hensyn til dokumentation?
Temadagen kommer ind på emner som f.eks. fremtidens energisystem i Danmark og konvertering til VE med lav CO2, energisynsordningen, mulighederne på transportområdet og tiltag inden for køle- og frysehuse samt efteruddannelse og certificering.
Få inspiration til egne forbedringer
Arla Foods har indført forskellige optimeringstiltag i deres virksomhed, herunder energikortlægning af produktionen. De fortæller om, hvilke overvejelser de gjorde sig inden, hvordan processen med implementeringen har været – og ikke mindst, hvordan mindre virksomheder også kan få succes med at kortlægge deres energiforbrug.
I den forbindelse giver DTU en kort introduktion til pinchanalyse, og hvordan analysen sammen med energikortlægning kan anvendes til at tydeliggøre mulighederne for energieffektivisering af en virksomheds produktion.
Netværk og indblik i aktuelle aktiviteter
Forskellige centre fra Teknologisk Institut stiller op med små stande, hvor de fortæller om aktuelle emner og aktiviteter inden for energieffektivisering i industrien. Tag en snak med de andre deltagere og få inspiration til at foretage jeres egne forbedringer og til at vælge de rigtige energieffektiviseringstiltag for netop jeres virksomhed.
Tilmelding her.