På elektronikmessen E-18 vil der fortsat være fokus på produktion i Danmark, når dørene åbnes den 11.-13. september i Odense Congress Center. Hal A vil igen danne rammerne om et stort område under navnet ”Produktion i Danmark”, hvor både foredrag, workshops og seks proces-øer vil føre de besøgende gennem nogle af de mest problematiske processer i en moderne elektronikproduktion.
Det er udstillervirksomhederne smartTec Nordic, Interflux Danmark, Eltraco Automation, EP-TeQ, HIN og HYTEK, som er gået sammen. Gentagelsen af succesen fra 2016 skyldes ikke mindst, at der var meget positiv feedback fra de besøgende, som gerne ville se maskiner og høre om ny teknologi.
-Maskinleverandørerne er igen gået sammen om at bidrage med maskiner, foredrag og procesteknologi. Denne gang vil vi prøve at fokusere på nogle af de mange udfordringer, som man kommer igennem i processerne fra design via produktion og kvalitetssikring til reparation og boxbuild. Formålet er at sætte fokus på de procesområder/problematikker, som måske kan optimeres, så danske elektronikproducenter kan blive endnu mere konkurrencedygtige, siger Lars Kongsted-Jensen, direktør i EP-TeQ.
Flere af udstillervirksomhederne var også en del af ”Produktion i Danmark”-området i 2016. I år får de følge af maskinleverandøren HIN og certificerings- og testinstituttet HYTEK, som er glade for at være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at bibeholde Danmarks position som højteknologisk produktionsland.
-Jeg sagde ja til at være en del af ”Produktion i Danmark”, fordi vi ønsker at bidrage alt det, vi kan, for at elektronikproduktion ikke bliver outsourcet. I Danmark er vi kendt for vores højteknologiske viden og for at være på forkant, og det risikerer vi at miste, hvis vi ikke producerer. ”Produktion i Danmark”-gruppen går forrest og viser, hvor vigtigt det er, at vi leverandører kan gøre brug af hinanden og fælles kan fremvise en produktionsproces. Det er til gavn for alle producenter i Danmark, og derfor er vi glade for at være med i år, siger Poul Juul, direktør i HYTEK.
Området er i år tænkt anderledes end i 2016, hvor der var opsat til produktionslinjer. På E-18 vil de besøgende kunne gå gennem seks proces-øer med fokus på Design-for-Manufacturing/Test (DfM/DfT), sporbarhed, kvalitetssikring, rework, vask/lakering og boxbuild/håndtering.
Derudover vil der være et foredragsområde i Hal A, hvor virksomhederne bag “Produktion i Danmark”-området vil bidrage med indlæg og workshops, som støtter proces-øernes problematikområder.