Så er der tre uger til årets begivenhed inden for overfladebehandling.
Den 15.-16. marts slår Øksnehallen dørene op for Scandinavian Coating, Nordens førende mødested for hele den nordiske overfladebehandlingsbranche. Det er fjerde gang, messen afholdes, og den har udviklet sig til et etableret koncept med udstilling af markedets seneste produktnyheder og et spændende konferenceprogram.
Her mødes overfladebehandlingsbranchen i to dage for at se på produktnyheder, deltage i interessante seminarer og netværke. Messen har godt 70 udstillere, som viser nyheder fra branchen.
Der har været en stigende interesse fra både udstillere og besøgende, også uden for Nordens grænser. I år er der udstillere fra blandt andet Italien, Tyskland, Frankrig, Rusland og Polen, og arrangørerne forventer gæster fra de fleste europæiske lande.
Topaktuelt seminarprogram med internationale talere
En key-note speaker er David Hoffmann fra det tyske DFO, Deutschen Forschungsgesellschaft für Oberflächenbehandlung. Emnet for hans indlæg er “About the perfidies of coating – damage examples and their causes”. Problemer med overfladebehandling er både kostbart og tidskrævende. David Hoffmann viser flere cases, hvor det er lykkedes at løse opståede problemer.
En anden taler er Cecilia Groth, som er forsker inden for overfladebehandling på Swerea IVF. Hun vil tale om økologisk bæredygtige forbehandlinger til lakering af multimetal. Lakering er en stor miljøbelastning i automobilindustrien, og Cecilia fortæller om, hvordan den kan reduceres.
Vigtigt at netværke
Netværksdelen spiller en stor rolle, når branchen mødes. Den første aften afholdes den meget populære branchefest Get Together på Carlsberg bryggeri. Første punkt på skemaet er ølsmagning, og aftenen afsluttes med en fælles middag.
Læs i øvrigt videre om Scandinavian Coating i Maskin Aktuelt #1.