Andreas Mogensens rumkapsel er på vej tilbage til museet, men inden den når frem, tager den en tur sydpå. Derfor vil museets gæster først kunne opleve rumkapslen igen på sin plads i museet fra den 5. juni 2019.
Ændret flyvebane
I rumfart kan der ændres på programmet helt ned til sidste sekund. Det skete for Andreas Mogensen, da hans tur i rumkapslen blev forlænget med over et døgn. Nu er der igen sket det, at vores rejselystne rumkapsels flyvebane er blevet justeret. Den skal foretage, hvad man i fagsprog kunne kalde en gravitationel slingshotmanøvre omkring Universe på Als, før den kan lande her på museet.
Landingsdatoen i Helsingør er derfor nu den 5. juni, hvorfra man igen vil kunne se den i museets udstilling ”Rummet tur-retur”. Selv om museet savner det lille rumfartøj, så er man glad for, at den kommer rundt i landet, så endnu flere interesserede kan få mulighed for at opleve rumkapslens magi.
En ”gravitationel slynge” eller en ”slingshot manøvre” er en teknik, der bruges i rumfart. Begrebet dækker over, at rumfartøjer udnytter måner eller planeternes tyngdekraft og bevægelse til at opnå en høj hastighed videre ud i rummet. Ved at flyve tæt på omkring himmellegemer kan et rumfartøj blive slynget med stor kraft ud i solsystemet og kan derfor spare på brændstoffet og opnå en højere fart. Metoden blev eksempelvis brugt af Voyager-sonden, der foretog manøvren omkring Jupiter og Saturn for at få fart nok på til at komme hele vejen ud af solsystemet.
Rumkapsel, raketter og rumforskning
Udover at vise rumkapslen fortæller udstillingen ”Rummet tur-retur” om Andreas Mogensens mission, udforsker den evige fascination af rummet og præsenterer, hvor dansk rumforskning er i dag. I forhold til sidste år er der blevet udvidet med en lille udstilling om Copenhagen Suborbitals, som har lånt museet en af deres raketter og en forsøgsrumkapsel. Copenhagen Suborbitals er verdens eneste amatørrumprogram, der arbejder på at få sendt et menneske ud i rummet.
Man kan stadig selv opleve i virtual reality, hvor hæsblæsende det er at rejse fra den internationale rumstation og ned til jorden sammen med Andreas Mogensen.