Det er med stor glæde og stolthed, at Danmarks Tekniske Museum i Helsingør har modtaget Soyuz rumkapslen TMA-18M. Den rumkapsel, der sendte Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, ud i rummet, den 2. september 2015.
Efter to års intenst arbejde er det lykkedes Danmarks Tekniske Museum at bringe dette højaktuelle stykke danmarkshistorie ind i museets samling. Projektet er realiseret i et tæt samarbejde med Danmarks ambassade i Rusland, astronaut Andreas Mogensen, russiske og danske samarbejdspartnere, og ikke mindst med omfattende økonomisk støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Den 8. maj kl. 11.00 åbner Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og astronaut Andreas Mogensen sammen med kulturminister Mette Bock udstillingen RUMMET TUR-RETUR, med Andreas’ rumkapsel som det centrale omdrejningspunkt. Museet glæder sig til at invitere alle danskere med på den spændende rumrejse.
-Rumkapslen er et enestående stykke danmarkshistorie, og jeg er begejstret over, at det er lykkedes os at få den til museet, udtaler direktør for Danmarks Tekniske Museum, Jesper Buris Larsen. Med én enkelt museumsgenstand viser vi, hvordan man som kulturhistorisk museum både kan være aktuel og historisk, samtidig med at vi pirrer danskernes interesse for teknologi og videnskab. Rumkapslen er det håndgribelige bevis på, at Danmark stadig kan bryde nye grænser og sætte vores aftryk i historien – vi har her at gøre med det stof, drømme er gjort af.
-Det er intet mindre end et scoop for Danmarks Teknisk Museum, at det er lykkedes at skaffe Andreas Mogensens rumkapsel, som er et tydeligt bevis for, at Danmark er en rumnation. Nogle museumsgenstande er i sagens natur mere unikke end andre, og dette er virkelig et stykke danmarkshistorie, der er kommet på museum. Jeg håber, at det vil vække danskernes interesse for teknologi og videnskab endnu mere og tiltrække mange besøgende til museet, tilføjer kulturminister Mette Bock.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har som ansvarlig myndighed på rumområdet hjulpet Danmarks Tekniske Museum med kontakten til de internationale samarbejdspartnere.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind udtaler:
-Andreas Mogensens Soyuz rumkapsel er et billede på en stor begivenhed i danmarkshistorien – den første dansker i rummet. Vi har gennem den europæiske rumorganisation ESA deltaget i samarbejdet om den internationale rumstation i over 20 år, og Andreas’ rumkapsel er et håndfast bevis på dette samarbejde og på Danmarks store arbejde på rumområdet. Jeg glæder mig til at se, hvordan Danmarks Tekniske Museum de kommende år vil benytte kapslen til at skabe fascination, så interessen for naturvidenskab styrkes i Danmark.
Erhvervelsen af rumkapslen er foruden omfattende økonomisk støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond sket med juridisk assistance fra DELACOUR Advokatpartnerselskab samt logistik- og transportassistance fra ICT Logistics.