Lækkerier som rejer, oliven, artiskokhjerter, soltørrede tomater, hvidløg og andre specialiteter skal hver dag mærkes med etiketter, pakkes og palleteres. En af Nordeuropas førende delikatesse-producenter, Atria Scandinavia, har nu optimeret dette arbejde ved hjælp af robotter. På en af Atrias fire fabrikker i Sverige ved Göteborg arbejder fabrikkens medarbejdere nu side om side med tre robotter fra Universal Robots A/S.
-Vores målsætning er at få driftssikre produktlinjer, hvor vi kan producere effektivt og fleksibelt uden for store medarbejderudgifter. Som fødevareproducent er det særdeles vigtigt for os at minimere spildtid og nedetid, så vi kan levere friske varer og til en konkurrencedygtig pris. UR-robotterne egner sig godt som automationsværktøj, fordi de her hos os kan køre uden afskærmning. Det er en stor fordel, at vores medarbejdere kan arbejde klods op ad robotterne, og at de nemt selv kan omstille robotterne, når der skal pakkes en anden type produkter, forklarer Johnny Jansson, der som automationstekniker hos Atria Supply er ansvarlig for integrationen af cobots hos Atria.
5,5 timers nedetid skåret væk
For fabrikkens ansatte har det været en ægte øjenåbner, at robotter kan være så enkle at bruge.
-Vi var alle helt nye i forhold til UR-robotter. Det var allerførste gang, vi prøvede at arbejde med disse, og jeg var imponeret over, at det var så let at komme i gang. Det er noget helt andet end at betjene andre fabrikater. UR-robotterne er logiske og intuitive at arbejde med, oplever Johnny Jansson.
De danskudviklede cobots er blevet et naturligt værktøj i produktionen. Den intuitive programmering og betjening gør, at Atria sparer rigtig megen tid, når der skal skiftes fra eksempelvis pakning af rejer til pakning af oliven.
-Før tog det seks timer at omstille til en anden vare, men med UR-robotterne tager det blot 20 minutter, forklarer Johnny Jansson.
Hver produktionslinje klargør i snit 228 varer til afsendelse hver time. Og siden de første tre cobots gik i gang med at arbejde, er svindet ved kartonnering faldet med 25 procent,
Fremover bliver det et farvel til den traditionelle automationsteknologi med afskærmede industrirobotter, der både er pladskrævende og kostbare.