39-årige Jakob Møhl Bebe er tiltrådt som Area Sales Manager hos Mobile Industrial Robots i Odense, hvor kan skal sørge for, at MiRs buldrende vækst globalt også er kraftig på hjemmemarkedet og i nabolandene Sverige, Norge, England og Irland. Jakob Møhl Bebe kommer fra en lignende stilling hos Cotes i Slagelse.
Vækst på 300 procent
Der er ikke noget at sige til, der er brug for mere manpower i salgsafdelingen i Mobile Industrial Robots. I år forventes en vækst på 300 procent og fra 2015-2016 femdobledes salget af virksomhedens selvkørende mobile robotter. Og Jakob Bebe kan også se et åbenlyst potentiale for automatisering af den interne logistik i den skandinaviske og britiske industri.
-I en tid med mangel på arbejdskraft i industrien og sparekrav i det offentlige er det jo virkelig ressourcespild at bruge uddannet arbejdskraft på manuelt at gå med komponenter og lagervarer fra punkt a til b og videre til punkt c. Det er arbejdsopgaver, der med mobile robotter enkelt kan automatiseres, så medarbejdernes tid kan bruges på noget langt mere værdiskabende, konstaterer Jakob Bebe.
Han er forbløffet over, at MiRs penetration af det danske marked er relativt beskeden endnu.
-Jeg ved godt, at selv modne kvalitetsprodukter godt kan skabe skepsis i ærketypiske danske industrivirksomheder, når der er tale om en ny type teknologi. Men her er der tale om et enkelt intuitivt produkt, der hurtigt kan tjene sig selv hjem, fordi det kan implementeres på alle arbejdspladser helt uden at ændre på indretningen, siger han.
Efter få uger i jobbet er Jakob Bebe særdeles begejstret ved perspektiverne på hans nye arbejdsplads:
-Allerede her i de første uger i mit nye job har der været rigtig mange kunder og forhandlere inden for både industri- og hospitalssektor, der helt uopfordret kontakter mig for at få et møde. Det er virkelig opløftende, at interessen også kommer helt af sig selv, for det vidner om, at der nu rent faktisk ER en kraftigt voksende interesse for at automatisere intern transport både her i Skandinavien og i Storbritannien, siger Jakob Bebe, der ser frem til at finde og motivere endnu flere gode forhandlere til at understøtte den fortsatte vækst.
Han ser frem til at præsentere MiRs selvkørende mobile robotter for den skandinaviske industri på stand L-9300 på hi 2017 i næste uge.