RoboCluster har lanceret hjemmesiden innodrone.dk, der er den første danske platform, som samler viden om forskning, udvikling og brug af droner. Hjemmesiden er et produkt af innovationsprojektet, InnoDrone, der er ledet af Innovationsnetværket RoboCluster. Innodrone.dk henvender sig til alle, der har en interesse i den danske droneudvikling.
-Med hjemmesiden innodrone.dk ønsker vi at skabe et ”one-point entry” for den danske dronebranche, hvor der er mulighed for at samle – og få et overblik over de danske droneaktiviteter. Det er her, man går ind, hvis man vil vide, hvad der arbejdes med på de forskellige universiteter, GTS’er og innovationsnetværk i Danmark. Der vil på hjemmesiden være en opdateret liste over de konferencer og andre events, som foregår i Danmark, så man altid kan gå ind og finde relevante arrangementer. Målet med innodrone.dk er at styrke formidling, samarbejde og koordinering af droneaktiviteter i Danmark og samtidig understøtte den rivende udvikling af droneområdet, udtaler Peter Strabo Hummelshøj, der er projektleder hos RoboCluster.
InnoDrone-projektet har til hensigt at øge udbredelsen af droner inden for de fem brancher: Byggeri, landbrug, produktion, offshore/energi og miljø. Bag InnoDrone-projektet står en bred partnerkreds bestående af en række innovationsnetværk, GTS’er og universiteter med Innovationsnetværket RoboCluster som projektleder. Projektet, der er finansieret af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte med 12.000.000 DKK, løber frem til december 2018.
Den danske dronebranche rækker allerede nu langt ud over den danske grænse og samarbejder med internationale virksomheder og universiteter. Derfor udbydes innodrone.dk på engelsk for at understøtte den internationale vinkel.
Helt konkret får besøgende på innodrone.dk et indblik i projekter og ekspertise-, og events inden for dronefeltet, hvilket er enestående for hjemmesiden.
Hjemmesiden ønsker således at informere besøgende om grundlæggende info omhandlende droner, og hvad der rører sig på droneområdet. Her vil man også kunne finde events inden for droneområdet.
Gå på opdagelse her og få din dronehorisont udvidet.