PumPac A/S er en ingeniør- og handelsvirksomhed, som med stor succes har markedsført og solgt pumper, kompressorer og systemer til mange industrier i 25 år. Et godt gennemført generationsskifte sikrer fremtiden.
PumPac A/S blev grundlagt af Henrik Christensen, som hele sit liv har beskæftiget sig med pumper. Den 1. marts i år kunne han således fejre 40 års jubilæum i branchen. Henrik Christensen blev uddannet maskiningeniør i 1973, hvorefter han arbejdede som salgsingeniør i 15 år hos hhv. AB Pumpindustri og Scanpump, før han besluttede at blive medstifter af PumPac. Da virksomheden skulle beskæftige sig med pumper og pakninger, blev virksomheden døbt PumPac A/S.
I løbet af virksomhedens 25 år har man haft et godt og langvarigt samarbejde med mange af branchens bedste producenter; Bornemann, Depac, Siemens, Vacuvane, Kenflo, Kral, Putzmeister og Düchting, for at nævne nogle, og de fleste driver man stadig agentur for.
Ejerskifte sikrer virksomheden
I 2010 begynder Henrik Christensen at spekulere i ejerskifte, og han møder da Michael Andreasen via nogle projekter med magnetpumper. Grundlaget for et fremtidigt samarbejde var lagt, og ved årsskiftet 2010/2011 blev Michael Andreasen udnævnt til ny direktør af PumPac A/S. Henrik Christensen er stadig tilknyttet virksomheden på konsulentbasis med fokus på ekspansion og nye markeder for virksomhedens produkter.
Michael Andreasen er uddannet akademiingeniør, maskinretning. Han har 23 års erfaring i branchen, heraf 10 år hos Inter-Pump, og 10 år med egen virksomhed Dickow Pumper Danmark. Dickow agenturet medbragte han til PumPac.
PumPac i dag og i fremtiden
PumPac har i dag en solid forretning med gode produkter, som man også i fremtiden kommer til at satse på. Virksomheden følger nøje kundernes og leverandørernes udvikling, og vil primært fokusere på at finde nye markeder til det eksisterende produktprogram.
PumPac markedsfører og sælger pumper, kompressorer og systemer til mange industrier så som: Affaldsforbrænding, kemisk industri, medicinalindustri, papirindustri, biobrændsel, kraftværksteknik, miljøanlæg, skibsfart, biogas anlæg, maskinbyggere, offshore og værftsindustri. Nye tiltag fremover kunne bl.a. indebære mere prisvenlige standardløsninger af enkelt mærker, pakkeløsninger til fx kraftværker, intensiveret fokus på de store lokomotiver i dansk industri, samt et øget fokus på offshore og sub-sea industri.
PumPac forventer, at de med nye kræfter til at afdække markedsmulighederne har potentiale til at fordoble forretningen.