I næste uge omdannes messeområdet i Hannover traditionen tro til verdens førende messe inden for industriel industri. På det teknologiske område ligger fokus igen i år på Industri 4.0. Årets helt store scoop er dog besøget fra selveste USA’s præsident Barack Obama.
Ikke længere en fremtidsversion
Hannover Messens helt store teknologiske fokus ligger igen i år på Industri 4.0; et område hvor Hannover Messen er og har været pionerer. Teknologien er nu ved at være markedsparat og præsenteres i år som konkrete løsninger.
Den integrerede industri er ikke længere blot en fremtidsvision. Det er en realitet. Ligeså er den fjerde industrielle revolution – Industri 4.0 – der nu er klar til både fabrikker og energisystemer. Der vil således være mere end 100 konkrete Industri 4.0-løsninger, der viser, hvordan virksomheder kan løfte konkurrenceevnen.
Dette er understøttet af mere end 1.000 fora, workshops, seminarer og networking-events, som dækker udbygget produktion, letvægtsdesign, forebyggende vedligehold og robotteknologi. Så messeledelsen mener, at startlinjen for fremtidens konkurrence ligger i Hannover.
Årets scoop: Barack Obama
Årets helt store trækplaster falder dog ikke inden for de traditionelle tekniske kategorier: Der er her naturligvis tale om besøget fra selveste USA’s præsident Barack Obama i forbindelse med, at USA er dette års partnerland under messen. Det er første gang i messens 69-årige historie, at en amerikansk præsident gæster messen.
Præsident Barack Obama åbner officielt messen sammen med den tyske bundeskansler Angela Merkel søndag den 24. april. Præsidenten vil også deltage i den traditionelle åbningsrundtur på messen mandag morgen sammen med den tyske kansler.
For Hannover Messe er det en stor succes at få USA som partnerland, og det gør 2016-messen ekstremt attraktiv for såvel udstillere som besøgende. At dette ydermere betyder besøg fra selveste præsident Barack Obama er et scoop uden lige.
Partnerlandseffekt
De seneste opdateringer direkte fra arrangørerne bag Hannover Messe 2016 tyder desuden på en decideret partnerlandseffekt: At USA som partnerland og besøget fra Obama har en direkte målbar effekt. For første gang nogensinde er omkring 20 amerikanske universiteter og forskningsinstitutter at finde i hal 2 under Research & Development.
Fakta om messen
Hannover Messe 2016 er verdens førende messe inden for industriel teknologi. Messen finder sted hvert år i Hannover, Tyskland. I år falder terminen fra den 25. til 29. april 2016.
»Integrated Industry – Discover Solutions« er det engelsksprogede bærende tema for Hannover Messe 2016.
Messen arbejder med fem parallelle shows: Industrial Automation • Energy • Digital Factory • Industrial Supply • Research & Technology.
Under Hannover Messe 2016 vil fokus i høj grad ligge på fire overordnede temaer: Industriel Automation & IT • Energi & Miljøteknik • Innovative underleverancer • Research & Development.
På Hannover Messe 2016 vil over 5.000 udstillere præsentere deres innovative løsninger til mere end 200.000 besøgende fra 100 lande.
Læs hele artiklen om Hannover Messen i Teknisk Nyt #5 her.