I forlængelse af succesen med YuMi – CoBot’en med to arme – løfter ABB nu sløret for det næste skud på stammen; en single-arm CoBot, som kombinerer førende industriegenskaber med et meget mindre fodaftryk.
ABB fremviste sin nyeste CoBot, nu med single-arm, på den nyligt afholdte International Robotics Exhibition (iREX) 2017 i Tokyo. Som navnet antyder, er CoBots designet til at arbejde sammen med mennesker i industrien med henblik på at øge produktivitet og understøtte overgangen til kundetilpasset masseproduktion. Robotten vil blive lanceret officielt i 2018.
Lige som YuMi, en CoBot fra 2015 udviklet til at samle små dele, kan den nye CoBot løfte et emne på 500 gram, og på grund af dens kompakte udformning er den nem at integrere ved samlebånd og dermed øge produktiviteten. Den nye CoBot er også udstyret med lead-through programmering, som gør, at operatører ikke behøver specialtræning.
-YuMi’s succes har overgået vores forventninger; den var oprindeligt designet til at samle små dele, men den har vist sig at være ekstrem alsidig. Den kan løse en professorterning, lave sushi, pakke gaver ind og dirigere et orkester. På baggrund af YuMi’s enorme succes forventer vi, at vores nye single-arm CoBot vil blive lige så godt modtaget, specielt eftersom den er udviklet efter ønske fra vores kunder, sagde Sami Atiya, som er den øverste direktør for ABB’s Robotics & Motion-division.
-Vi fortsætter med at udvide vores portefølje for CoBots, sagde Per Vegard Nerseth, administrerende direktør for ABB Robotics. Den nyeste robottilføjelse til fremtidens fabrik, som har været længe ventet, vil hjælpe vores kunder med at vokse i en tid med kundetilpasset masseproduktion. Ved at kombinere CoBotten med vores digitale løsninger, som vi samlet benævner ABB Ability, vil det løfte vores kunders effektivitet og pålidelighed til et nyt niveau.