Vil du gerne vide, hvordan du kan udvide din forretning på det tyske marked? Hvordan du kan samarbejde med virksomheder fra Tyskland?
Så tag med RoboCluster og Teknologisk Institut på en todages matchmaking- og vidensrejse til Brandenburg og Berlin den 3.-5. april 2017 – og bliv klogere på det tyske marked og lær af Tysklands ypperste eksperter inden for Industri 4.0.
Vi sætter alle sejl til, så du kan få de bedste forudsætninger for at træde ind på det tyske marked. Eksportrådet – en del af det danske udenrigsministerium – vil informere om det tyske marked – hvordan det adskiller sig fra Danmark, og hvad man skal være opmærksom på, når man påbegynder eksport. Der vil også blive informeret om, hvordan Eksportrådet kan assistere i eksporteventyret – lige fra markedsanalyser over hele eksportstrategier og søgning af samarbejdspartnere til public affairs-initiativer.
I en analyse foretaget af Innovationsfonden og Boston Consulting Group ligger danske produktionsvirksomheder i dag efter lande som Tyskland og USA, når det handler om at udnytte den digitale teknologi. Analysen peger dog i en positiv retning og viser, at danske virksomheder samlet set kan løfte deres indtjening med 30 milliarder kroner om året, hvis de kommer i gang nu.
Du vil i løbet af rejsen blandt andet få inspiration til, hvordan du og din virksomhed kan komme i gang eller videre med ”Smart Production”, som i bund og grund går ud på at udnytte intelligente, digitale teknologier i dit produktionsapparat. Derudover vil du få mulighed for at se Mercedes-Benz’ produktionshaller, hvor du kan lade dig inspirere af, hvordan Mercedes har indrettet deres produktionsfaciliteter til fremtiden.
Se hele programmet her, hvor du også finder information om tilmelding.