Lemvigh-Müller skal fremover levere værktøj, værnemidler, lyskilder samt VVS-, el- og befæstigelsesartikler til DSB.
Kontrakten til en årlig værdi på et tocifret millionbeløb er vundet efter offentligt udbud i tæt konkurrence med to andre teknikgrossistvirksomheder. Den betyder, at Lemvigh-Müller skal stille et sortiment på 8.500 faste varenumre til rådighed for de ansatte i DSB’s vedligeholdelsescentre i København, Aarhus, Taastrup og Kastrup samt en række mindre værksteder. Desuden får DSB mulighed for at foretage indkøb fra grossistens samlede produktprogram med flere end 300.000 varenumre.
Teknisk krævende opgave
Lemvigh-Müllers salgsorganisation har i forvejen stor erfaring i offentlige leverancer via Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), der hjælper offentlige institutioner og virksomheder med at spare på sine indkøb. Alligevel har kontrakten med DSB af flere grunde været teknisk krævende, og forretningsudvikler Pelle Strøby og et team af produkt- og salgsspecialister har arbejdet i over et år med at forberede og udforme tilbuddet.
-Vi handler i forvejen med blandt andre Forsvaret, men DSB bliver den klart største tekniske offentlige aktør i Lemvigh-Müllers kundeportefølje. Både i forhold til vores tekniske løsninger, produkter, support og dokumentation er vi blevet mødt med krav, som har betydet, at vi har skullet gentænke vores måde at arbejde på. Det er vi lykkedes med, og det er et stort skulderklap til det ansvarlige kundeteam, der har været med i processen, siger Pelle Strøby.
DSB har – ud over parametre som hurtig levering, nem administration samt adgang til et bredt og dybt sortiment – lagt vægt på et brugervenligt og effektivt bestillingssystem. Det betyder, at Lemvigh-Müller etablerer en såkaldt punch out-løsning, hvor DSB-medarbejderne via selskabets eget indkøbssystem søger varer i Lemvigh-Müllers webshop – Mit Lemu – og lægger de ønskede varer i indkøbskurven. Herefter føres data tilbage til DSB’s indkøbssystem, og ordrerne sendes elektronisk til Lemvigh-Müller i et standardiseret format. Det sikrer, at alle systemer til enhver tid opererer med opdaterede data og minimalt tidsforbrug.
Leverandør reducerer omkostninger
DSB har indtil nu benyttet sig af en bred portefølje af leverandører til de seks varekategorier, Lemvigh-Müller fremover skal levere. I praksis betyder den nye aftale, at DSB reducerer sine omkostninger til logistik, håndtering, fakturering og bestilling. Det er netop store omkostninger til de funktioner, der har fået selskabet til at efterspørge en mere effektiv indkøbsmodel, hvor leverandøren påtager sig flere funktioner og større ansvar.
De produkter, som Lemvigh-Müller fremover skal levere til DSB, skal bruges til at vedligeholde togtransportselskabets omfattende bestand af rullende materiel. Det består aktuelt af S-togsæt, IC3- og IC4-togsæt, IR4-togsæt, Øresundstogsæt samt lokomotiver og dobbeltdækkervogne.
Leverer også reservedele
Lemvigh-Müller er i forvejen værktøjsleverandør til DSB og leverer desuden en række komponenter, der indgår direkte som reservedele i DSB’s tog. Det drejer sig hovedsageligt om tekniske komponenter inden for hydraulik, pneumatik og transmission.
Den nye leveringskontrakt løber i fem år med mulighed for tre års forlængelse uden afholdelse af nyt udbud. Pelle Strøby ser den som et gennembrud i forhold til industrielle kunder, der forventer stadig flere serviceydelser ud over selve produkterne.
-Vi har landet et lovende kundeforhold og høstet vigtige erfaringer, som vi kan bruge i andre sammenhænge, så det har været alle anstrengelserne værd. Det, vi har lært, kan vi bruge både i forhold til mere generel forretningsudvikling og i konkrete tilbudsforhandlinger, siger Pelle Strøby.