115 fynske underleverandørvirksomheder fordelt på hele Fyn lever godt af succesen for robot- og automationsklyngen. Det viser en omfattende kortlægning, som klyngeorganisationen Odense Robotics har foretaget blandt det store netværk af lokale underleverandører, til de mere end 80 virksomheder i robot- og automationsklyngen på Fyn. Og den afsmittende effekt kan blive endnu større, vurderer Odense Robotics, som er del af Udvikling Fyn.
Odensefirmaer løber med overskriften
Sædvanligvis er det Odensefirmaer, der løber med overskrifterne, når talen falder på den fremadstormende robotindustri. Men succesen forplanter sig i underleverandørlaget ud over det meste af Fyn. Det ses af oversigtskortet, som er lavet over det fynske underleverandørnetværk. Spredt over store dele af Fyn ligger mindre virksomheder med speciale i pladebearbejdning, elektronik, støbning, montage, rådgivning osv., som også mærker, at der er gang i salget i robot- og automationsvirksomhederne. Og det glæder Assensborgmester, Søren Steen Andersen, som har 15 ud af de 115 underleverandørvirksomheder i sin kommune:
-Det er virkeligt positive tal, det her. Jeg kan som borgmester kun være glad for, at virksomhederne og borgerne i Assens også får del i væksten på robotområdet. Og det viser netop, hvorfor det er så vigtigt, at vi arbejder sammen på tværs af alle kommunerne, og at vi hele tiden bliver ved med at indsamle viden om vores virksomheder, så vi får bedre grundlag for at understøtte dér, hvor det giver bedst mening i forhold til vækst og beskæftigelse, siger Søren Steen Andersen.
Afgående borgmester i Odense Anker Boye er også begejstret for de nye indsigter:
-Den her analyse viser jo med al tydelighed, at robotklyngens succes og vækst har stor betydning for beskæftigelsen på store dele af Fyn. Det glæder mig enormt meget og understreger vigtigheden og betydningen af, at det lykkes at udnytte det store potentiale, der er i robotklyngen.
Vækstpotentiale i større samarbejde
Formålet med kortlægningen har været at få så stor og dybdegående indsigt i hele værdikæden omkring den fynske robot- og automationsklynge som muligt. På baggrund af den viden kan organisationen identificere de muligheder og udfordringer, der findes for virksomhederne og byde ind med nogle indsatser og redskaber til at løse dem.
Og den afsmittende effekt fra robot- og automationsvirksomhederne til de lokale underleverandører kan blive endnu større, vurderer forretningsudvikler i Odense Robotics, Søren Aarhus, som har foretaget kortlægningen. Det handler primært om at øge kendskabet mellem klyngevirksomheder og underleverandører.
-Vi ser, at kun få af de mindre underleverandører har sælgere ansat – de koncentrerer sig først og fremmest om at producere og levere de ordrer, de får ind. Ligeledes ser vi, at mange af robot- og automationsvirksomhederne ikke har en samlet indkøbsfunktion. Hvis vi i Odense Robotics kan bidrage til, at robot- og automationsvirksomhederne i klyngen får bedre kendskab til de mange kompetente fynske underleverandører, der findes – og omvendt – så er der sandsynlighed for, at endnu flere ordrer bliver lagt lokalt, med øget omsætning og arbejdspladser til følge, siger Søren Aarhus.
Derfor er næste skridt i indsatsen at få omsat den viden og de data til et brugbart værktøj for virksomhederne. I løbet af de kommende måneder vil Odense Robotics derfor oprette en online-portal over alle de identificerede underleverandører. Her vil man hurtigt kunne finde fynske leverandører til helt specifikke typer af opgaver. Portalen bliver åben for alle, så virksomheder uden for Fyn også vil kunne finde en solid fynsk samarbejdspartner. Opfølgende undersøgelser skal kaste lys over, hvad den afsmittende effekt betyder rent økonomisk for underleverandørerne.
Fakta om kortlægningen
• 115 virksomheder er identificeret som underleverandører til de 80+ robot- og automationsvirksomheder gennem interviews og audits.
• Underleverandørvirksomhederne fordeler sig i ni ud af 10 fynske kommuner.
• Underleverandørerne er blevet opdelt i 13 kategorier efter den type specialopgaver, de løser.
• Kriteriet for at komme med på underleverandørkortet er, at virksomheden leverer komponenter eller services til én eller flere virksomheder i klyngen Odense Robotics.
Fakta om Odense Robotics
Odense Robotics er den samlende betegnelse for den klynge af robot- og automationsvirksomheder, underleverandører, uddannelse og forskning, investorkapital og offentlige aktører, som findes i og omkring Odense. Teamet bag Odense Robotics arbejder for at udvikle byens robotmiljø, løse en række fælles forretnings- og rekrutteringsudfordringer og markedsføre byens styrkepositioner inden for robotområdet.
Odense Robotics er understøttet af offentlige midler til erhvervsudvikling og har til formål at fremme vækst og rekruttering af arbejdskraft. Der er flere end 80 virksomheder og 2200 medarbejdere inden for robot- og automationsbranchen i Odense.