Efter endnu et år med succesfuldt optag på både fuldtids- og efteruddannelse på Erhvervsakademi Dania i Hadsten er pladsproblemerne nu blevet så store, at uddannelserne flytter.
Efter længere tids søgen efter det rette sted har erhvervsakademiet valgt at bygge en helt ny fløj på omkring 1.500 kvadratmeter til sin eksisterende campus i det sydlige Randers for et tocifret millionbeløb. Siden sidste år er der kommet 58 procent flere studerende på Dania i Hadsten, samtidig med at campussen har fået nye efteruddannelser som f.eks. energikonsulent, automation og drift.
-De videregående tekniske uddannelser i Hadsten kræver nogle ganske særlige rammer, og derfor kan vi ikke flytte et hvilket som helst sted hen. Vi har en stærk kobling af teori og praksis, og derfor skal der være plads til, at de studerende kan arbejde professionelt med blandt andet robotter, energioptimering, bygningsteknik og stærkstrøm, fortæller rektor Anders Graae Rasmussen.
Intelligent bygning
Da de studerende i høj grad arbejder med bygningers ventilation, vvs, el og energi, vil den nye bygning give mulighed for, at de studerende kan teste teorien af i praksis.
-Det er ikke nemt at fortælle, hvad der sker, når iltniveauet i et lokale falder på grund af en slukket ventilation, men med den nye bygning vil vi kunne lukke for dette, og de studerende vil på egen krop mærke, hvad det betyder. Det giver undervisningen en helt andet dimension, forklarer Anders Graae Rasmussen, der glæder sig til første spadestik til byggeriet i marts 2017.
Med den nye bygning vil de studerende på de tekniske videreuddannelser også blive en del af et større studiemiljø med uddannelser som markedsføringsøkonom, serviceøkonom, produktionsteknolog, handelsøkonom, optometri og internationale uddannelser.
Første spadestik foretages til marts 2017, og den nye bygning forventes at stå færdig i foråret 2018, hvor 14 medarbejdere og 110 studerende fra Hadsten kan flytte ind, så der i alt kommer til at gå omkring 1.000 studerende på Minervavej 63 i Randers.