Hvordan løser vi verdens problemer inden for energi, sundhed og fødevarer? Det vil 250 civilingeniørstuderende give deres bud på i dag. De studerende fra Aarhus Universitet har på tværs af uddannelsesretninger brugt et semester på at opfinde patentbare bud på teknologiske løsninger på tre af FN’s verdensmål. Og de mange opfindelser – i alt 54 – vises frem til en stor event i dag, den 14. maj 2019, hvor Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, afholder sin første ”opfindelses-pitch”. Arrangementet finder sted i Institut for Ingeniørvidenskabs nye, eksperimentelle forskningsfacilitet i Skejby.
Her fremlægger de ingeniørstuderende deres egenudviklede, patentbare bud på banebrydende teknologiske løsninger på nogle af vores største udfordringer til virksomheder, forskere og andre inviterede gæster. Og senere på dagen bliver det bedste pitch kåret ved en præmieoverrækkelse.
Det er altså en slags ingeniørvidenskabens version af Løvens Hule, men alt sammen med de tre verdensmål for øje: sundhedsteknologi, fødevareteknologi og vedvarende energiteknologi.
De mange studerende har brugt de sidste fire måneder på at opfinde og udvikle noget, der skal kunne skabe disruption med udgangspunkt i de tre verdensmål. Selve eventen er således kulminationen på 9. semester-faget Innovation & Entrepreneurship, hvor de studerende har arbejdet sammen i grupper på tværs af fem vidt forskellige studieretninger.
Det betyder eksempelvis, at kemiingeniører har arbejdet sammen med bygningsingeniører og softwareingeniører, og den form for tværfaglighed fremmer i høj grad innovationen, mener institutleder Thomas S. Toftegaard:
-Ingeniørvidenskab handler om at omsætte dyb teoretisk viden til løsninger på reelle problemstillinger, og dén løsningsorienterede tankegang oplever jeg igen og igen hos vores studerende. Det er simpelthen en fornøjelse at opleve, hvor hurtigt de kan sætte sig ind i et tværfagligt problem og finde en løsning på det. Det er indbegrebet af ingeniørernes DNA, og det er den tankegang, vi har brug for, hvis vi skal gøre verden grønnere, siger han.