I dag sætter statsminister Lars Løkke Rasmussen gang i Danmarks største uddannelsesevent – DM i Skills 2017 – i Gigantium i Aalborg, og det bliver med industrien stærkt repræsenteret. Blandt de 40 konkurrencefag, som publikum kan opleve i løbet af de tre dage, kåres der danmarksmestre inden for fem af industriens uddannelser.
Danmarksmesterskaberne i håndværk, DM i Skills, skydes i dag i gang af statsminister Lars Løkke Rasmussen. Lørdag eftermiddag vil undervisningsminister Merete Riisager kåre danmarksmestrene.
På industriens område kåres der danmarksmestre inden for fagene automatiktekniker, karrosseritekniker, klejnsmed, industritekniker og personvognsmekaniker. Desuden er teknisk designer og procesoperatør repræsenteret som demonstrationsfag.
Ud over konkurrencerne kan publikum i løbet af de tre dage opleve og prøve kræfter med en stor del af paletten af erhvervsuddannelser.
DM i Skills er nemlig ikke udelukkende danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelserne. Det er også en kæmpe uddannelsesevent, og titusinder af besøgende vil strømme til Gigantium for at opleve de mange gode sider ved at tage en erhvervsuddannelse. Da Gigantium senest dannede ramme om DM i Skills i 2014, lagde 42.000 publikummer vejen forbi i løbet af de tre dage. Det besøgstal kan meget vel blive overgået i år.
Det er noget særligt at være med
For en række unge på industriens erhvervsuddannelser bliver DM i Skills kulminationen på lang tids forberedelse. Og det betyder noget at være med, selv om deltagerne også vil blive presset til det yderste. Den 18-årige klejnsmed, Svend Borup Christophersen, der til daglig går på Tradium i Randers og er i lære hos Lund Metal A/S, glæder sig til presset.
-Jeg forventer en opgave med nogle udfordringer i, og mange forskellige processer, så vi alle bliver testet og finder ud af, hvem der er bedst og dygtigst. Det bliver spændende at se, om man kan klare presset og holde fokus. Det glæder jeg mig virkelig til, lyder det fra den unge klejnsmed.
Svend Borup Christophersen er den ene af seks klejnsmede, der dyster om titlen om at blive Danmarks bedste klejnsmed. De fleste deltagere ved DM i Skills har kvalificeret sig gennem først en konkurrence på erhvervsskolen og dernæst et regionsmesterskab, før DM-billetten er sikret.
DM i Skills 2017 afholdes den 26. til 28. januar i Gigantium i Aalborg. Der er fri entré. DM i Skills 2016 blev afholdt i Messe C i Fredericia. I løbet af tre dage lagde flere end 60.000 besøgende vejen forbi.