Efter tre dages intens konkurrence og adskillige timers votering blev industriens vindere af DM i Skills fundet lørdag den 28. januar.
Industriens Uddannelser deltog i år med hele fem konkurrencefag, nemlig automatiktekniker, industritekniker, klejnsmed, personvognsmekaniker og karrosseritekniker. Fagene procesoperatør og teknisk designer var desuden med som demonstrationsfag. Her havde gæsterne på DM i Skills mulighed for at få et nærmere indblik i, hvad de to uddannelser omfatter.
I alt 23 lærlinge fra industrien var, i de dage som konkurrencen varede, dybt engageret i deres opgave fra morgen til aften.
-Det er fantastisk at opleve deltagernes ambitioner og engagement. Unge som disse er afgørende for danske virksomheders konkurrencekraft. Vi håber, de kan være med til at inspirere andre unge til at gå samme vej ved at vise, at en erhvervsuddannelse skaber et solidt fundament for et attraktivt arbejdsliv, siger Henrik Amdi Madsen, direktør for Industriens Uddannelser.
DM i Skills blev skudt i gang torsdag den 26. januar, hvor blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen var med til ønske de mange konkurrencedeltagere held og lykke. Ved afslutningen og præmieoverrækkelsen den 28. januar deltog undervisningsminister Merete Riisager. Flere end 50.000 besøgende lagde vejen forbi.
Jeppe vinder DM for industriteknikere
Jeppe Bangshøj Hermann er Danmarks bedste industriteknikerlærling. Efter at have dystet i tre intense dage mod to topmotiverede konkurrenter kunne han lade sig hylde som Danmarks bedste industriteknikerlærling. Til daglig arbejder han i virksomheden VMR Ltd. og er bosat i Ho Chi Minh City i Vietnam. Han er dog oprindeligt fra Aalborg og har gået på TechCollege.
Nikolaj fra Kjellerup er Danmarks bedste automatiktekniker
Nikolaj Christensen er Danmarks bedste automatikteknikerlærling. Han er i lære hos Grundfos A/S og går på Mercantec.
-Det har virkelig været sjovt, men samtidig også hårdt at være med. Man får prøvet sig selv af med tidspresset og de mange publikummer. Men alle har været rigtig søde til at respektere, når vi var dybt koncentrerede. Jeg har fået mødt en masse nye mennesker, og det er fedt at få en danmarksmestertitel på CV’et, siger Nikolaj Christensen, der var den ene af fire automatikteknikere, som deltog i konkurrencen.
De tre øvrige vindere af industriens fag er:
Vinder af DM for klejnsmede er:
Svend Borup Christophersen fra Mariager
Skole: Tradium
Virksomhed: Lund Metal A/S.
Vinder af DM for personvognsmekanikere er:
Mathias Fristrup Krogshave fra Aabybro
Skole: TEchCollege
Virksomhed: PJ Auto – Vadum ApS.
Vinder af DM for karrosseriteknikere er:
Nichlas Rosenkilde Thomsen fra Klarup
Skole: Teknisk Skole Silkeborg
Virksomhed: Volkswagen Herning.