Tilbage i 2011 fik stifteren af ecoXpac A/S en vild idé: Han ville fremstille en flaske i organisk papirfiber, som kunne holde på væsker lige så godt som en PET-flaske. Umiddelbart virker ideen lidt langt ude. Men i dag beskæftiger virksomheden i Slangerup sig udelukkende med udviklingen af flasken, og al energi i virksomheden er blevet allokeret til udviklingen.
-I dag er vi en ren udviklingsvirksomhed, og alle 25 mand arbejder med flaskeprojektet, fortæller teknisk chef og leder af ingeniørafdelingen, Christian Carlsen. Vores primære opgave er nu at færdigudvikle hele produktionssystemet og processen omkring produktionen af en papirflaske.
Projektet gennemføres i samarbejde med en række ressourcestærke partnere og har modtaget støtte fra flere fonde, puljer og markedsmodningsstøtter undervejs.
At støbe en papirflaske
Termoformningen af flasken foregår i to trin: selve støbeprocessen – vådformningen – og den efterfølgende tørreproces. Fremstillingen sker på to ældre ombyggede plastsprøjtestøbemaskiner; hver sprøjtestøbemaskine klarer hver sin proces.
Vådformningen foregår i et 3D-trådnet, hvor papirpulpen skydes ind i formen. Under selve støbningen pibler overskydende vand ud gennem trådnettet og efterlader de organiske papirfibre i flaskeform.
-Vi har selv udviklet støbeværktøjet omkring trådnettet, og vi er de eneste, der mestrer støbning med papirfibre i en lukket 3D-geometri, fortæller Christian Carlsen videre.
Nu er flasken formet. Den er stadig helt våd – men flytbar. En ophængt portalrobot flytter nu fiberflasken til tørreprocessen, der foregår i den anden ombyggede plaststøbemaskine. Her placeres den våde flaske i en porøs opvarmet metalform og opvarmes samtidig indefra. Det sidste overskydende vand presses nu ud gennem metalformen.
Fiberflasken er nu færdig. Og den er af overraskende hård finish. Hvis den bankes ned i bordet, får man den klassiske klink-klonk-lyd som fra en PET-flaske, hvilket opnås, fordi fibrene tørres i udspændt form.
-Vi er stadig på pilotproduktionsstadiet, og vi tester stadig en masse forskellige parametre. Planen er at forfine og videreudvikle processen omkring termoformede fibre med henblik på at reducere energiforbrug og produktionstid, fortæller han videre og fastslår, at virksomheden allerede har en køreplan for at kunne opskalere til fuldbyrdet produktion.
Sikkerhedssystemet
I sommer gennemgik maskinerne en procesoptimering. I den forbindelse havde ecoXpac kontakt til PL Data Teknik ApS vedrørende sikkerhedssystemet omkring maskinerne. PL Data Teknik ApS har designet og leveret det nye sikkerhedssystem, der omfatter de to sprøjtestøbemaskiner, robotten samt en ekstern trykstation. Bihl+Wiedemann ApS har leveret en række sikkerhedskomponenter til systemet.
Læs den fulde historie i Teknisk Nyt – og lær meget mere om fiberflaskeprojektet, støbeprocessen, den videre udvikling samt sikkerhedssystemet.