Når elektronik- og teknologibranchen mødes på EOT – Electronics of Tomorrow den 7.-9. maj i MCH Messecenter Herning, kan de besøgende se frem til at hente værdifuld viden fra forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien. EOT har netop indgået et nyt samarbejde med CenSec (Center for Defence, Space & Security), som kommer til at blive en del af messens innovationsområde og konferenceprogram.
Hos CenSec ser man meget frem til at blive en del af EOT, fortæller Charlotte Lynge Dalqvist, business development manager hos CenSec:
-Teknologien udvikles så hurtigt, at det er vigtigt for alle brancher at holde sig ajour med, hvad der sker i tilstødende brancher, og derfor ser vi en stor værdi i, at hele industrien kan bruge EOT til at mødes, siger hun og fortsætter:
-Vi vil skabe et innovationsområde på messen, hvor besøgende og udstillere kan få inspiration og blive opdaterede på fremtidens hurtigt voksende teknologiske områder som eksempelvis droner og rumfart. EOT bliver en god mulighed for at skabe nye kontakter og orientere sig om, hvad andre inden for elektronik- og teknologibranchen udvikler.
Innovationsområdet kommer blandt andet til at tage udgangspunkt i de innovationsprojekter, som CenSec faciliterer gennem klyngens innovationsnetværk (Inno-Sec). I det ene projekt udvikler Teknologisk Institut, TICRA, Elplatek, GomSpace og Terma en helt ny generation af radiofrekvenskomponenter, og i det andet projekt arbejder Unifly og Copenhagen Robots på at integrere trafikstyring af ubemandede systemer (droner, robotter og selvkørende biler) i Danmarks eksisterende infrastruktur.
Værdifuldt samarbejde
Hos styregruppen bag EOT er man glad for det nye samarbejde med CenSec og ser frem til at byde dem velkommen som ny samarbejdspartner på messen:
-Vi ser store muligheder i samarbejdet med CenSec og glæder os til at skabe et helt nyt fremtidsorienteret område på EOT til glæde for både udstillere og besøgende, siger Mona Jakobsen, projektchef i MCH Messecenter Herning.
Hun bakkes op af Flemming Jensen, formand for PE (Professionel Elektronik) og medlem af styregruppen bag EOT:
-Hele forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien indeholder en lang række spændende teknologier, som både direkte og indirekte berører mange af EOT’s udstillere og besøgende, og derfor hilser vi samarbejdet med CenSec velkomment og ser frem til, at de bliver en del af både innovationsområdet og konferenceprogrammet på EOT, siger Flemming Jensen.
EOT – Electronics of Tomorrow afholdes i MCH Messecenter Herning den 7.-9. maj 2019. Messen arrangeres af MCH i samarbejde med branchen og organisationerne Ingeniørforeningen IDA, PE Professionel Elektronik og DI Digital.
CenSec (Center for Defence, Space & Security) er med sine knap 130 medlemsvirksomheder den primære klyngeorganisation blandt de små- og mellemstore danske virksomheder, der er eller ønsker at blive leverandører til forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien, samt jernbane og off-shore og den maritime industri.
CenSec blev grundlagt i 2004 og etableret i 2007 som et industrinetværk. I 2018 blev CenSec godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet til også at være “Nationalt Innovationsnetværk for Sikkerhed” (Inno-Sec).