Dansk Metal, Dansk Industri, Ingeniørforeningen IDA og Akademiet for de tekniske videnskaber ATV går sammen i en ny forskningsalliance, der skal sikre flere midler til teknisk og naturvidenskabelig forskning – ikke mindst på det grønne område.
-Dansk Metals medlemmer arbejder hver dag på at producere højteknologiske klima- og energiløsninger, som kan mindske CO2-udledningen og dermed bidrage til at mindske den globale opvarmning. Danmark kan virkelig gøre en forskel på globalt plan, fordi vi har haft årtiers langt strategisk fokus på netop klima-, energi- og miljøteknologi. Det fokus kommer ikke af sig selv, det skal understøttes gennem styrkede investeringer i teknisk og naturvidenskabelig forskning, siger Dansk Metals formand, Claus Jensen.
Danmark halter desværre bagud i prioriteringen af netop teknisk- og naturvidenskabelig forskning. I Danmark lever vi op til Barcelona-målsætningen om at investere tre procent af Danmarks BNP på forskning, men investeringsniveauet har nu stået stille i snart et årti. Modsat har et land som Tyskland en målsætning om at bruge 3,5 procent i 2025, mens Sverige og Finland har opstillet et mål på fire procent af BNP.
-Danske virksomheder er førende inden for blandt andet vand, miljø og energi. Det skal vi fastholde og udnytte til at skabe nye robuste løsninger på de udfordringer, som vi står med globalt. Det kræver investeringer ikke mindst i teknisk og naturvidenskabelig forskning, som er det vores virksomheder efterspørger, siger Kim Graugaard, fungerende administrerende direktør, Dansk Industri.
Ingeniørforeningen IDA’s formand, Thomas Damkjær Petersen, istemmer:
-Denne forskningsalliance skal være med til at skabe og fastholde gode danske arbejdspladser, og ikke mindst være med til at gøre noget for klimaet og det grønne. Det er de to altovervejende årsager til, at vi nu går sammen.
ATV’s direktør Lia Leffland ser investeringer i teknisk forskning som en ren ”win-win” for Danmark, der kalder på et bredt samarbejde mellem de politiske partier:
-Vores analyser viser en tydelig sammenhæng mellem investeringer i teknisk forskning, jobskabelse og økonomisk vækst, der kan finansiere vores velfærd. Det har vi som samfund ikke råd til at ignorere, så det burde være en dagsorden, som samtlige partier kan se ræson i, slutter Lia Leffland.