Expanite har indgået en licensaftale med den tyske koncern Kern-Liebers om installering af proces og udstyr til overfladehærdning og varmebehandling af rustfrit stål på Kern-Liebers fabrik i Taicang ved Shanghai.
Kern-Liebers udvikler og producerer præcisionsprodukter af høj kvalitet og tilbyder desuden varmebehandling fra udvalgte fabrikker, herunder Taicang, Kina. Virksomheden er leverandør til blandt andet bil-, tekstil- og ur-industrien og har 7.500 ansatte fordelt på 50 lokationer globalt.
Med denne aftale er Expanite den første leverandør, der kan tilbyde overfladehærdning af rustfrit stål i Asien, Europa og Nordamerika.
Kern-Liebers og Expanite vil i fællesskab markedsføre Expanite-teknologien til andre virksomheder i Asien.
-Vi er meget glade for at kunne tilføje Expanite overfladehærdning og varmebehandling til vores portefølje af løsninger, som vi kan tilbyde virksomheder med tilstedeværelse i Asien. Med denne velafprøvede og dog stadig innovative teknologi sikres grundlaget for Kern-Liebers fortsatte vækst, udtaler Richard Zhang, CEO for Kern-Liebers i Taicang.
-Samarbejdet med Kern-Liebers er en unik mulighed for at øge vores tilstedeværelse udover de allerede etablerede centre i Tyskland, Danmark og USA. Et centralt skridt i vores vækststrategi. Med denne licensaftale kan vi nu servicere europæiske og amerikanske virksomheder med produktion i Asien – samt asiatiske virksomheder, der tidligere har sendt dele til overfladehærdning i Europa eller Nordamerika, tilføjer Thomas Abel Sandholdt, CEO for Expanite.