Først Ikea, så City 2 og snart Europas største vandland. Og fra onsdag den 1. marts også InQvation – et nyskabende og ambitiøst stykke Silicon Valley i den københavnske satellitby Taastrup.
It-iværksætteren Niels Zibrandtsen kan ikke få armene ned. Han har netop fået nøglerne til bygningen, der skal danne rammen om hans bud på fremtiden for Danmark – innovationscentret InQvation.
-Det bliver et fantastisk sted. Et sted med global rækkevidde, hvor vi fra i dag vil skabe det ultimative miljø for højteknologisk kreativitet, innovation og fordybelse. Det bliver et univers bestående af fremtidens teknologier, ypperlig arkitektur, et køkken med den bedste føde til nysgerrige hjerner – og gourmetkaffe bedre end på storbyens støjende caféer, fortæller Niels Zibrandtsen.
Tilbage i 1999 brød Niels Zibrandtsen det gamle teleselskabs monopol ved at sende data-radiobølger over vandet til Sverige. 18 år senere, i december 2016, solgte han sit livsværk GlobalConnect og blev milliardær. Men Niels Zibrandtsen slipper ikke iværksætteriet og trækker sig ikke bare tilbage og nyder livet.
-Jeg har jo aldrig gjort det her for at tjene penge – jeg har villet skabe indholdsrige arbejdspladser, og jeg vil hjælpe Danmark med at booste innovationen, så vi alle kan blive endnu dygtigere, gøre en forskel for vores land og styrke vores konkurrenceevne, siger han videre.
Allerede fra starten er ambitionerne høje. Der skal skabes et nyt dansk kraftcenter for teknologisk viden, et intenst inspirerende miljø, der kan skabe vækst, kreativitet og arbejdsglæde for innovationshungrende organisationer og virksomheder – og føde nye firmaer, der kan gøre en forskel for det danske samfund.
Hos InQvation skal både den offentlige sektor og danske iværksættere kunne møde hinanden til gensidig inspiration og til højnelse af forståelsen for alle de accelererende teknologiske udfordringer og muligheder, som vi støder på overalt i dagens samfund.
Taastrup Kommune vil som en af de første offentlige organisationer få en række arbejdspladser i InQvation – både for at vise nye muligheder for samhørighed mellem det offentlige og private firmaer, men også for at inspirere kommunens medarbejdere i et innovativt miljø.
En række af Niels Zibrandtsens start-up firmaer flytter ligeledes med ud i InQvation, og allerede nu er man på udkig efter nye innovative mennesker og idéer, der skal inviteres med ind i InQvation universet.
-Alle os bag InQvation har glædet os vildt meget til denne dag, og vi kan slet ikke vente med at komme i gang for alvor. Vi ser spændt frem til at åbne dørene for InQvation for omverdenen. Det bliver stort, afslutter Niels Zibrandtsen.