ABB har vundet et offentligt udbud fra Reykjavik Energy på levering af hurtigladere, der skal booste landets ladeinfrastruktur til elbiler og skal være installeret inden udgangen af 2017.
On Power, som er en del af Reykjavik Energy, har indgået kontrakt med ABB om levering og installation af 15 multistandard DC-ladestandere af typen Terra 53CJG flere steder langs hovedvejen på Island. Det er sket igennem ABB’s channel partner – Johan Rönning.
Over 1.400 elbiler kører i dag på de islandske veje. Dette skyldes blandt andet et statsfinansieret incitamentsprogram, som støtter køb af elbiler. Udbuddet på hurtigladere er en del af landets kampagne til at fremme og udbygge Islands e-mobility-strategi ved at øge tilgængeligheden af fleksible og robuste ladestandere langs centrale spots på hovedvejen i hele landet.
ABB’s hurtigladere kan lade en elbil i løbet af 15-30 minutter, er udstyret med letlæselige touchskærme og lav driftsstøj. Desuden kan alle hurtigladere kombineres med omfattende løsninger for brugerautorisation, betaling og netværksforbindelse.
-Island er et progressivt land, der indfører nye energistandarder og udnytter landets vedvarende energiresurser til støtte for sin infrastruktur, udtaler Frank Muehlon, der er chef for ABB’s Global Business for Electric Vehicle Charging Infrastructure.
-Fordelene ved denne hurtigladertype ligger i multiprotokoldesignet, der understøtter cloudbaseret teknologi. Det giver On Power adgang til data i realtid til fjernkontrol og proaktiv styring af driften samt teknisk status på ladestanderne. Dermed får de fuld fleksibilitet og overblik over deres ladenetværk, siger han videre og tilføjer, at laderne er fuldt funktionsdygtige helt ned til minus 35 grader.
Johan Rönnings salgsdirektør, Óskar Gústavsson, siger:
-I flere år har vi haft et godt samarbejde med ABB for at vinde dette projekt. Det er glædeligt at kunne være med til at hjælpe med at transformere Islands transportsektor til gavn for miljøet ved at installere hurtigladerinfrastruktur langs hovedvejen på Island.
-Vi har valgt at investere i hurtigladerteknologi som en del af vores rolle i den grønne transformation af Island. Islands elproduktion er primært baseret på vedvarende energi. Derfor giver det rigtig god mening, at transportsektoren bliver en del af elinfrastrukturen. On Power er et førende elselskab, så det var vigtigt for os at finde en leverandør, der ville gøre os i stand til at fremtidssikre vores ladenetværk. Rækkevidden på Terra 53 muliggør dette, og via dens åbne industristandarder giver den fuld fleksibilitet med online fjernadgang, fortæller ON Powers chef for forretningsudvikling, Jón Sigurðsson.